19. marts 2011

Ærgerligt uafgjort mod OB

Rajko Lekic var lige ved at blive dagens helt, da Silkeborg IF måtte nøjes med 1-1 mod OB. Kampen kunne have gået begge veje, men gæsterne fik udlignet til allersidst på et frispark, der dræbte stemningen på Silkeborg Stadion.

På et forårsstemt Silkeborg Stadion, hvor græsset virkede lidt grønnere og solen skinnede lidt mere, havde Troels Bech valgt følgende startformation til mødet med fynske OB:

På mål som sædvanlig Lasse Heinze, der foran sig kunne genkende sit forsvar fra sidste kamp, bestående af Dennis Flinta og Christopher Poulsen på backpladserne, mens Thorbjørn Holst Rasmussen og Simon Jakobsen udgjorde midterforsvaret.

Midtbanen var ligeledes intakt med Christian Holst på venstre side, dynamoerne Frank Hansen og anfører Martin Ørnskov centralt og Martin Svensson på højre kant. Helt fremme eneste ændring, idet Rajko Lekic var placeret sammen med Kaimar Saag.

Fysisk start
I sidste kamp var stadionurets første to minutter indledt med to afslutninger, som også indikerede kampens mulige forløb. Denne lørdag var det så to herretacklinger, der indledte kampen – og de to første frispark blev begge begået af en yderst tændt Dennis Flinta, der først var i clinch med Peter Utaka og lige efter Eric Djemba-Djemba. Fynboerne skulle bestemt ikke forvente noget af et SIF-hold, der startede kampen meget aggressivt og fremadsøgende.

Og det var hjemmeholdet der fik den første store chance i kampen. Rajko Lekic sprintede af sted på fløjen og sendte et indlæg indover. Her forsøgte Kaimar Saag sig med et halvt saksespark, inden bolden faldt ned til Martin Svensson, der frækt røg uden om en forsvarsspiller, men måtte sig sin afslutning fra nært hold blive blokeret af Stefan Wessels i OB-målet. Sikke en start!

Det fysiske spil fortsatte, og der skulle da også kun gå små ni minutter førend Simon Jakobsen modtog kampens første advarsel. Pudsigt nok var det dog dommeren, der først måtte til behandling med noget, der lignede en rift i en finger – men han var dog hurtigt klar igen.

Chancefattige tyve minutter
Der var ikke meget bling-bling eller charmerende oplevelser over spillet de første tyve minutter. Chancerne var små og uden nerve, så det lignede mest, at frisparksindlæg ville være nøglen til skattekisten. OBerne blev dog holdt i snor langt fra SIF-målet, hvilket vel aldrig er så slemt.

Målt på boldbesiddelse var det gæsterne, der lå i teten i kampens første halve time. Men det virkede som om, at SIFerne brugte bolden til at bringe spillet længere og hurtigere frem på banen, mens OBerne holdt bolden i bagkæden en anelse længere. SIFerne forsøgte sig med bolde i banens dybde – ligesom OB-træner Henrik Clausen havde vurderet inden kampen – men succesen udeblev, idet SIFerne ikke vandt hverken den første bold eller den retningsgivende andenbold.

Skade i bagkæden
Det jævnt kedelige – i hvert fald for tilskuerne – spil fortsatte ufortrødent, mens tacklingerne fortsatte. I en sådan måtte Simon Jakobsen bide i græsset, og kort efter lade sig udskifte med Thomas Hansen. Den nye midterforsvarer fik hurtigt en afgørende ryg med i spillet, da han blokerede en afslutning fra Rasmus Falk tæt foran SIFs mål. Der var desværre tendenser til, at chancerne gik OBernes vej lige før første halvlegs slutfløjt.

SIF med en OB’sk start på anden halvleg
Begyndelsessparket er vel at betegne som en standardsituation, og med den slags følger løbemønstre for at komme til scoring. OB gjorde det i første halvleg og SIF forsøgte sig med noget der lignede det samme i anden halvleg. Det gav en indledning på anden halvleg, hvor SIF satte sig højt på OBs halvdel.

Troels Bech havde lavet en enkelt ændring i pausen – eller måske to – idet Kaimar Saag var flyttet ned på højrekanten, hvorved Martin Svensson gik over på venstre – og Christian Holst blev rykket ind centralt i banen. Det gav lidt flere dueller til Martin Svensson.

Rajko Lekic til 1-0 på straffe!!
Pludseligt og næsten ud af ingenting blev der så dømt straffespark til hjemmeholdet! Et hjørnespark til bagerste stang blev mødt af Martin Ørnskov, der headede – og Anders Møller Christensen fik sat hænder på bolden – og så var der pludseligt straffe til SIF.

Rajko Lekic scorede mod AaB, så han skyndte sig til bolden – gjorde klar, og tippede læderet blødt ind i midten af målet til SIF-føring på 1-0! Frækt og godt lavet, da Stefan Wessels ellers gik mod egen højre side, måske i erindring om Psyko-Rajkos scoring mod AaB.

Scoringen gav atter stemning på stadion og en anelse mere offensiv tilgang hos hjemmeholdet. Lasse Heinze tyrede bolden i ægte karatestil direkte til Martin Svensson, der fra venstrekanten slog et godt indlæg til Rajko Lekic, der var tæt på at score endnu en gang.

Martin Svensson tæt på!
Kampen røg ind i en fase, hvor der ikke var meget midtbanespil. I stedet var spillet henlagt til begge felter – og med frispark og hjørnespark som nøglen til næste scoring. SIFerne fik hjørnespark og tog det kort – og bolden endte hos Martin Svensson der kort uden for feltet afsluttede med skønsang op mod fjerneste målhjørne. På stregen fik en OBer headet bolden på overliggeren og desværre for SIF væk fra målet.

Med tyve minutter tilbage af kampen blev antallet af hjørnespark i OB-favør flere og flere, og man kunne frygte for en udligning – og håbe på en kontrascoring til det godt kæmpende SIF-hold.

Lasse Heinze måtte på arbejde da Hans Henrik Andreasen fik afsluttet godt på et frispark midt for mål – og samtidigt blev taktikbrættet taget flittigt i brug, da OB skiftede to angribere ind, mens SIF tog Kaimar Saag ud til fordel for Thomas Bælum. Thomas Hansen blev flyttet op på den centrale midtbane, og så skulle der ellers knokles de sidste 14 minutter.

De mange indskiftninger viste sig bedst for hjemmeholdet i de følgende minutter. Der blev etableret et godt pres på OB-målet og SIFerne havde både hjørnespark og frispark at true med, mens tiden gik for de røde. Nu lignede det mest, at SIF ville få den næste scoring og ikke gæsterne, der virkede overraskede over den løbevillighed, Troels Bechs tropper lagde for dagen.

Christian Holst viste stort overskud, da han både havde kræfter til en afslutning og en vip-aflevering mod kampens slutning.

Rajko Lekic tæt på igen!
Få minutter før slutfløjtet kunne altid farlige Rajko Lekic lukke kampen, da han på en lang bold fik vristet sig forbi den sidste OB-forsvarer, men hårdt presset måtte han se sin afslutning blive tacklet væk på stregen. Unge Jeppe Illum blev herefter skiftet ind til sin Superligadebut – og Rajko Lekic fik stående klapsalver på vej ud af banen.

OB-udligning til 1-1
I kampens overtid fik OBerne tilkendt et frispark lige uden for feltet – og med et smukt spark fik Espen Ruud scoret for gæsterne til en øv-udligning. Nedtur for et SIF-hold, der absolut havde fortjent bedre denne aften.

Scoringen tog naturligt nok pusten fra alle SIF-spillere og tilskuere, og næsten samtidigt kunne dommeren så fløjte kampen af.

Næste kamp for Silkeborg IF bliver søndag 3. april ude mod Brøndby IF.

1-0 Rajko Lekic (58), 1-1 Espen Ruud (91)

Advarsler

  • Simon Jakobsen
  • Rajko Lekic
  • Martin Svensson

SIF

  • Lasse Heinze
  • Dennis Flinta
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Simon Jakobsen (43: Thomas Hansen)
  • Christopher Poulsen
  • Martin Svensson
  • Martin Ørnskov
  • Frank Hansen
  • Christian Holst
  • Kaimar Saag (76: Thomas Bælum)
  • Rajko Lekic (90: Jeppe Illum).

OB

  • Stefan Wessels
  • Espen Ruud
  • Atle Roar Håland
  • Anders Møller Christensen
  • Chris Sørensen
  • Rúrik Gislason (75: Oliver Feldballe)
  • Hans Henrik Andreasen
  • Eric Djemba-Djemba
  • Kalilou Traoré (84: Bernard Mendy)
  • Rasmus Falk (74: Henrik Toft)
  • Peter Utaka
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen