15. september 2012

2-0-sejr og højt humør i Sønderjylland

Fight, chanceskabende spil og masser af vilje var ingredienserne i SIFs superligagryde i Haderslev. Tre point blev hentet hjem efter mål af Pourié og Vidarsson i de døende minutter.

Sønderjyllands bedste fodboldmandskab er aldrig nemme at spille imod og med deres solide defensiv kan det være svært at score mod dem. I sidste runde lykkedes det imidlertid for AaB at få hul på bylden. 4-0 tabte sønderjyderne på hjemmebane. Samme cifre, også hjemme, blev Silkeborg slået med af AGF, og således var lørdagens Superligakamp en oplagt mulighed for begge mandskaber til at få genoprejsning i den såkaldte sekspointskamp. Her trak Silkeborg det længste strå i kampens afslutning og vandt 2-0. Herligt!

Holst skadet efter 11 minutter
Kampen åbnede med sprudlende og tempofyldt spil, hvor Silkeborg dominerede og overvejende sad på bolden. Alligevel spillede SønderjyskE sig frem til den første chance, da Lasse Vibe trykkede af på kanten af feltet. Men intet problem for Lasse Heinze.

Silkeborg var  eksplosive og hurtige i begyndelsen. Som tiden gik, vandt hjemmeholdet mere og mere af spillet, uden dog at have nogle større chancer på mål. Efter 11 minutter måtte Christian Holst, der i dag havde fået en plads i angrebet, lade sig udskifte på grund af et pludseligt opstået hold i ryggen.

Runsewes langskud reddet
En halv time spillet og kampen var gået en smule i tomgang. Holdene skiftedes til at føre bolden frem, men den sidste aflevering manglede. Da der var gået 36 minutter, fik Silkeborg kampens største chance indtil videre. Flot et-to-spil mellem Marvin Pourié og Runsewe blev afsluttet med et skudforsøg fra Runsewe, som trykkede af fra distancen. Forsøget blev rettet af af en SønderjyskE-forsvarer og voldte derfor Kenneth Stenild problemer i målet, men med nød og næppe fik han afværget skuddet.

I de sidste minutter af første halvleg var det hjemmeholdet, som sad på bolden, men ingen større chancer, og således stod der 0-0, da dommer Jens Maae fløjtede til pause.

Store chancer ved anden halvlegs start
Ligesom i starten af førstehalvleg lagde silkeborgenserne også ud med et højt tempo i starten af anden, men det var SønderjyskE’s Bjørn Paulsen, som fik halvlegens første store chance, da han i feltet fik mulighed for at skyde. Heinze måtte springe i sin fulde længde for at få den vippet ud til hjørnespark.

I den anden ende havde Silkeborg også store chancer. På Silkeborgs venstrekant sendte Poulsen en fantastisk velplaceret høj aflevering over til en fri Marvin Pourié, som kom luskende bag om forsvaret – hovedstødet gik imidlertid i sidenettet. Og presset fortsatte: Jesper Bech sørgede for et sideskift over til Poulsen, der tæmmede og afdriblede sønderjydernes forsv66ar. Silkeborgs venstreback tog desværre et lige nøjagtigt lidt for langt træk, som Stenild kunne opsnappe.

Silkeborg boldovertag var på dette tidspunkt godt illustreret ved den procentvise boldbesiddelse, som hed 57 % i Silkeborgs favør.

Og udeholdet fortsatte de gode takter. Nicolaj Ritter lavede en elegant frispilning til Marvin Pourié med hælen, Pourié tog et træk, men Stenild stod klar i målet til at afværge den ellers gode mulighed. Minuttet senere modtog Runsewe en bold foran mål, og på kanten af feltet sendte han et skud af sted, afslutningen blev dog pareret.

Da der manglede ti minutter af kampen forsøgte SønderjyskE sig også i den anden ende. Bjørn Paulsen trykkede af, men heldigvis ramte den stolpe og ud.

Så skete der ting og sager…
Fem minutter tilbage af kampen og de omkring 2200 tilskuere på Haderslev Stadion havde efterhånden indstillet sig på 0-0 som kampens resultat, men sådan ville Silkeborg-mandskabet det ikke:

Først får Ritter fat i bolden på midten af banen, herefter stormer han fremad i højt tempo. Foran feltet sender han en flad aflevering på tværs, og med et enkelt træk fra Pourié sætter han sig selv i en skudposition, som han udnytter med en sand perle, da han banker bolden op i det modsatte målhjørne. Ekstase hos spillerne på banen, på bænken, tribunen i SIF-enden og hos trænerne. 1-0, og Silkeborg på sejrskurs.

Lige efter målet forlod Jeppe Illum banen, efter en god indsats, og blev erstattet af islandske Bjarni Vidarsson. Det skulle vise sig at være en god inskiftning, for minuttet efter det første mål fik silkeborgenserne en stor kontramulighed, da SønderjyskE satsede alt. Frank Hansen drønede op ad højre flanke, sendte et indlæg ind til en fri Vidarsson, som med sin måske første berøring i kampen kunne heade bolden i mål. Jubelbrølet nåede uanede højder på banen og blandt de medrejsende Silkeborg-fans.

Herefter var der ikke meget mere tilbage af en intens og hård fight, som endte ud med en tiltrængt Silkeborg-sejr. De medrejsende Silkeborg-tilskuere fik krammere og high-fives af de trætte, men glade Silkeborg-spillere.

Svær udekamp på programmet
Det bliver en svær, men ikke umulig opgave Silkeborg skal på på søndag i næste uge. Her ligger løverne på lur i egen hule, når Silkeborg besøger Parken. FC København ligger i øjeblikket nummer 1, så det er et hold, der, som de plejer, er inde i en god formkurve.

FC København og Silkeborg IF spiller altså i Parken på søndag den 23. september klokken 19.

Mål

  • 0-1 Marvin Pourié (86)
  • 0-2 Bjarni Vidarsson (87).

Advarsler

  • Simon Jakobsen.

SIF

  • Lasse Heinze – Christopher Poulsen
  • Jesper Mikkelsen
  • Simon Jakobsen
  • Dennis Flinta – Nicolaj Ritter
  • Jesper Bech
  • Frank Hansen
  • Adeola Runsewe – Jeppe Illum (87: Bjarni Vidarsson)
  • Christian Holst (12: Marvin Pourié).

SE

  • Kenneth Stenild – Daniel Christensen
  • Thomas Hansen
  • Hallgrimur Jonasson
  • Florian Hart – Johan Absalonsen
  • Henrik Bødker
  • Henrik Hansen (73: Tommy Bechmann)
  • Connor S. O’Brien
  • Lasse Vibe (78: Kenan Hajdarevic) – Bjørn Paulsen.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen