2-0 over Hobro: En befriende sejr
Efter seks kampe uden sejr i Superligaen virkede torsdagens sejr over Hobro på JYSK park som en befrielse.
Det kan godt være, at SIF har udspillet sin rolle i gruppespillet i forhold til de to pladser om europæisk playoff. Men derfor virkede torsdagens sejr over Hobro alligevel som en befrielse for en flok spillere, der skal helt tilbage til 26. februar for at finde den seneste superligasejr – det var 1-0 over SønderjyskE i Haderslev.
Sejren var fortjent, for SIF dominerede i store dele af kampen. Meget af spillet gik over venstresiden – med et kært gensyn med Gustav Dahl på venstrebacken – men det var SIF’s to målfarlige profiler i højresiden, Vladimir Rodic og Jens Martin Gammelby, der stod for målene, der begge faldt i 2. halvleg.
Ændringer hos SIF
SIF havde foretaget en del ændringer i forhold til seneste kamp i Hobro. Formationen var ændret til 4-4-2, Gustav Dahl var efter ni måneders skadespause tilbage på positionen som venstre back, og i fravær af karantæneramte Simon Jakobsen havde Jeppe Gertsen fået startplads som makker til Tobias Salquist.
På midtbanens venstrekant huserede Mikkel Vendelbo, og i midtbanens maskinrum var Ibrahim Moro afløst af Sammy Skytte. Også i front var der ændringer. Gustaf Nilsson var erstattet af Magnus Mattsson, der dannede frontduo med Davit Skhirtladze.
Hobro med første chance
Første chance var Hobro’s i det 5. minut. Edgar Babayan fyrede af fra kanten af feltet og tvang Peter Friis ud i en parering til hjørnespark ved roden af den ene stolpe.
Ellers var det en indledning præget af et lidt forsigtigt SIF-mandskab og et Hobro-hold pumpet med selvtillid efter mandagens sejr i det omvendte opgør, hvor en ny sæson i superligaen blev sikret. Særligt Quincy Antipas virkede veloplagt og gav tilbagevendte Gustav Dahl en del at se til på venstrebacken.
Mattsson bag første SIF-chance
SIF’s første chance tilfaldt Magnus Mattsson efter et velkomponeret SIF-angreb. Gustav Dahl servede hårdt ind foran Hobro-målet fra venstre side, og Mattsson fik træf på bolden, men ikke godt nok til at passere Jesper Rask i Hobro-målet.
SIF overtog stille og roligt kampen og lagde et godt pres på Hobro-forsvaret. Det var hjemmeholdet, der vandt de fleste nærkampe og andenbolde, og det var også hjemmeholdet, der kom frem til chancer. Godt midtvejs i halvlegen havde Davit Skhirtladze en skudchance på hovedstødsoplæg fra Mikkel Vendelbo, og kort efter var Jeppe Gertsen nærgående med et hovedstød efter hjørnespark.
Sololøb over trekvart bane
Også Vladimir Rodic bød ind med et sololøb over trekvart-banelængde og et godt skud, der dog havnede i næverne på Jesper Rask.
Fra 2. halvlegs start fortsatte SIF sit tryk, og både Mikkel Vendelbo og Tobias Salquist (efter et hjørnespark) var nærgående med hver sit hovedstød indenfor de første fire minutter. Det trak op til scoring, og den kom da også kort efter.
1-0 ved Rodic og 2-0 ved JMG
Et velkomponeret angreb op i banens midte endte med en frispilning fra Magnus Mattsson til Vladimir Rodic, der ikke svigtede, men sendte bolden op i det fjerne hjørne til SIF-føring.
SIF fortsatte med at have håndfast greb om kampen. Efter en times spil blev en dødtræt Gustav Dahl skiftet ud efter et fint comeback. Jeppe Okkels kom på banen samtidig med at SIF havde frispark på kanten af feltet, og den chance benyttede Jens Martin Gammelby til at banke bolden i nettet til 2-0. Så var der flik-flak og sejr i luften over JYSK park.
SIF kørte sejren sikkert i hus – havde muligheder til mere.
Næste kamp er søndag kl. 12.00 i Helsingør, hvorefter AGF kommer på besøg på JYSK park mandag 30. april til den sidste puljekamp. I næste uge – på onsdag – er der desuden pokalsemifinale i Fredericia.
Køb billet til SIF’s sidste puljekamp mod AGF her.
Køb billet til pokalsemifinalen i Fredericia her.
Kampen i tal:
Alka Superliga, Gruppespil, pulje 1, 4. runde (30. spillerunde), torsdag 19. april kl.18.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Hobro IK (0-0)
Mål: 1-0 Vladimir Rodic (50.), 2-0 Jens Martin Gammelby (61.)
Advarsler: Davit Skhirtladze, SIF, Jonas Brix-Damborg, Hobro.
Tilskuere: 1.762
Silkeborg IF (4-4-2): Peter Friis – Jens Martin Gammelby, Tobias Salquist, Jeppe Gertsen, Gustav Dahl (60.: Jeppe Okkels) – Vladimir Rodic (74.: Stephan Petersen), Casper Sloth, Sammy Skytte, Mikkel Vendelbo – Davit Skhirtladze (82.: Dennis Flinta), Magnus Mattsson.
Manager: Peter Sørensen
Hobro IK (4-4-2): Jesper Rask – Mikkel M. Pedersen (73.: Sebastian Rønning), Frans Dhia Putros, Yaw Amankwah, Björn Kopplin – Emmanuel Sabbi (70.: Danny Olsen), Vito Hammershøj-Mistrati, Jonas Brix-Damborg, Edgar Babayan – Quincy Antipas (60.: Jacob Tjørnelund), Pål Alexander Kirkevold.
Cheftræner: Thomas Thomasberg.