18. juni 2020

Se højdepunkter fra Lyngby-SIF

0-0 holder liv i SIF’s håb om overlevelse

Efter en stilfærdig 1. halvleg dominerede SIF de sidste 45 minutter af torsdagens kamp i Lyngby. Men målene udeblev, og med ét point holder SIF lige akkurat stadig liv i håbet om endnu en sæson i 3F Superligaen.

SIF var bedst i 2. halvleg på Lyngby Stadion torsdag aften, men målene udeblev. Indskiftede Jeppe Okkels var ellers tæt på, da han seks minutter før tid måtte se et forsøg fra tæt hold afværget af Lyngby-forsvaret på stregen.

Med SønderjyskE’s nederlag i Odense betyder 0-0, at SIF med fire runder igen holder liv i håbet om at indhente sønderjyderne og dermed kvalificere sig til en play-off runde om overlevelse. Netop de to klubber mødes i de næste to kampe, hvor to SIF-sejre er den simple betingelse.

SIF-træner Kent Nielsen havde i Lyngby kun foretaget en enkelt ændring i sin start 11’er i forhold tli 6-0 sejren over OB tre døgn tidligere – og den var nødtvungen, idet Júnior Brumado afsonede karantæne, hvilket havde givet Emil Holten plads helt i front.

Højt pres fra Lyngby
Kampen fik en livlig indledning, hvor Lyngby var farligst og pressede SIF’erne højt oppe på banen. Gustav Marcussen havde allerede i det 4. minut et kompetent skudforsøg fra kanten af feltet, hvor Rafael Romo måtte ud i fuld længde, for at vippe bolden til hjørnespark.

SIF kom bedre med, som halvlegen skred frem. Græsset på Lyngby Stadion lå som et billard-tæppe på den lune sommeraften, og det bekom SIF’ernes hurtige pasningsspil vel. Mads Kaalund havde gæsternes første deciderede chance, da han rykkede sig fri foran Lyngby-feltet og trykkede af, men måtte se sit skud pareret af Thomas Mikkelsen i hjemmeholdets mål.

Generelt blev 1. halvleg dog præget af en del spil mellem felterne og meget få farlige afslutninger. Meget passende kunne SIF og Lyngby derfor gå til pausen med 0-0.

Udskiftning i pausen
I pausen valgte Kent Nielsen at foretage en offensiv udskiftning som konsekvens af SIF’s hyr med at komme frem til chancer. Sebastian Jørgensen kom ind på den offensive del af midtbanen, hvor han erstattede Vegard Moberg.

Sebastian Jørgensen kom også hurtigt i centrum, da han fem minutter inde i halvlegen var ophavsmand til kampens hidtil største chance. Han erobrede selv bolden, da Lyngby byggede op, trak ind i banen og spillede på tværs i feltet til en helt fri Nicolai Vallys. Vallys kastede sig frem og fik foden på bolden, men måtte se den gå lige forbi den ene opstander. Kort efter var Jørgensen på færde igen, da han forsøgte sig med et fladt spark fra spids vinkel. Bolden gik lige akkurat forbi fjerneste opstander, men det ændrede ikke på, at det 20-årige talent var kommet ind for at gøre en forskel.

I den anden ende truede den tidligere SIF’er Mathias Hebo med et skud fra distancen, som Romo dog tog sig af. Der var kommet liv i kampen – et mål lå på lur i den lune luft over Lyngby. Et par indskiftninger af Kent Nielsen – Svenn Crone og Alexander Lind kom på banen med 25 minutter igen – var et forsøg på at hive det lurende mål ned fra himlen og ind på SIF’s konto.

Chance til angrebs-talent
Lind var med det samme ved at komme i centrum, da han blev stukket fri af Nicolai Vallys i Lyngby-feltet, men lige akkurat kom for sent for støvlesnuden af Kevin Tshiembe, der afværgede til hjørnespark.

SIF sad tungt på kampen i denne fase – virkede til at have flere kræfter og mere overskud ned det blåklædte hjemmehold. Højt pres og masser af skudmuligheder, men den helt åbne chance manglede.

Lyngby forsøgte at vende kampens – for hjemmeholdet – truende udvikling med tre indskiftninger et kvarter før tid, men det ændrede ikke på SIF’s tunge dominans. Målet udeblev dog, og samtidig med SøndrejyskE’s nederlag i Odense betyder det, at det spinkle håb stadig lever hos SIF’erne.

Netop SIF og SønderjyskE mødes på søndag på JYSK park med kampstart kl. 14.00.

Kampen i tal:3F Superligaen, Gruppespil, runde 2 (28. runde), torsdag 18. juni kl. 18.00 på Lyngby Stadion:
Lyngby BK – Silkeborg IF 0-0 (0-0)
Advarsler: Gustav Marcussen, Lyngby, Mads Kaalund, Svenn Crone, SIF.
Lyngby BK (4-3-3): Thomas Mikkelsen – Kevin Tshiembe, Kasper Enghardt (59.: Magnus Warming), Pascal Gregor (75.: Frederik Winther) Lasse Fosgaard (39.: Kasper Jørgensen) – Mathias Hebo Rasmussen, Magnus Hee Westergaard (75.: Ertugrul Teksen), Marcel Rømer – Patrick Da Silva, Gustav Marcussen (75.: Martin Ørnskov), Emil Nielsen.
Cheftræner: Christian Nielsen.
Silkeborg IF (4-3-2-1): Rafael Romo – Rasmus Carstensen (65.: Svenn Crone), Frederik Alves Ibsen, Kees Luijckx, Frederik Møller – Mads Emil Madsen, Filip Lesniak, Mads Kaalund (86.: Mark Brink) – Nicolai Vallys (82.: Jeppe Okkels), Vegard Moberg (46.: Sebastian Jørgensen) – Emil Holten (65.: Alexander Lind).
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen