For tredje gang siden skiftet til Silkeborg IF kunne Jesper Bech med en pointgivende scoring sende point til Søhøjlandet. 20 minutter før tid afgjorde den elegante angriber en underholdende kampe med sit mål til 2-2.
Århus bød på ganske storslåede rammer for dagens lokalopgør i SAS Ligaen. Et godt fyldt NRGi Park fortalte historien om, at AGF i øjeblikket er tilbage på toppen i dansk fodbold. Således havde 17.339 tilskuere rejst sig fra sofaen for at tage en tur på stadion denne solbeskinnede lørdag.
Med et par udskiftninger – Thomas Bælum for karantæneramte Thomas Hansen og Simon Azoulay Pedersen for Dennis Flinta – kunne Silkeborg IF mønstre følgende hold, der med en mindre rokaderække tog sig således ud:
Lasse Heinze på mål, med Frank Hansen tilbage som højre back, der sammen med Jim Larsen, Thomas Bælum og Steven Lustü udgjorde fireback-kæden.
Christian Holst var rykket ud til højre, og Thorbjørn Holst Rasmussen var samme med Martin Ørnskov placeret centralt på midten, mens Simon Azoulay Pedersen var ny på venstrekanten. Jesper Bech lå, som sædvanligt, lige bag SAS Ligaens topscorer Rajko Lekic.
En drømmestart
Kun 3 minutter inde i kampen kunne Christian Holst på et fantastisk veltimet indlæg fra Frank Hansen bringe SIF foran 1-0! En drømmestart til Silkeborg IF og en kold spand vand i hovedet på århusianerne, der ellers lige havde haft en god chance. Silkeborg IF-spillerne virkede generelt meget motiverede for at spille med i kampen, og med et fornuftigt fremadrettet spil fra SIF så de to hold meget lige ud i boldbesiddende evner.
Langsomt blev hjemmeholdet dog mere og mere boldbesiddende og efter et kvarters spil var AGF dominerende med hurtigt omstillingsspil og genpres på tabte bolde. Men Silkeborg havde et giftigt våben i Frank Hansens millimeterpræcise indlæg. Flere gange gav højrebacken prøver på sine lange bolde til AGF-forsvarets fortrydelse.
Christian Holst lagde et godt pres på AGFs defensiv med flere gode aktioner på højrekanten. En af de bedste var en dyb stikning frem til Martin Ørnskov, som lagde bolden videre til Jesper Bech, der dog ikke fik et ordentligt touch på bolden, og chancen flød ud. Nok havde AGF meget af spillet, men Silkeborg IF kom også frem til gode chancer.
Store chancer i begge ender
Lasse Heinze havde allerede flere gange givet prøver på sine hurtige reaktionsevner på stregen, men det var først i det 20. minut, at han fik lov at brillere. Anders Kure var listet med frem ved en dødbold og kunne fra et par meters afstand se sin oplagte scoringschance blive pillet på stregen af Silkeborg IFs nr. 30.
Kampens mønster fortsatte med at gentage sig: AGF på bolden, mens Silkeborg med hurtige kontraer havde en del giftige muligheder. Efter 25 minutter resulterede en af disse kontraer i et hjørnespark, hvor Frank Hansen – endnu en gang – servede et godt indlæg i hovedet på en rød mand. Men overliggeren på Århus Stadion ville det anderledes end Jim Larsen, der måtte se sit forsøg ryge i spil igen efter turen på opstanderen. Bolden røg faktisk i mål bagefter, men fløjten havde – som ufatteligt ofte før – lydt for et trods alt fair frispark til AGF.
Stemningen på banen blev efterhånden mere og mere trykket ved Silkeborg IFs tredje gule kort efter 33 minutter. AGF'erne mente, at SIF var for hårde i nærkampene, mens Silkeborg IF-spillerne så nogle lidt for lette fald hos hjemmeholdet.
Tvivlsom underkendelse
40 minutter var spillet, da Frank Hansen fra venstre sendte et hjørnespark indover, der efter et par berøringer endte hos Rajko Lekic. SIFs topscorer trykkede konsekvent af og Steffen Rasmussen i målet kunne kun halvklare.
Bolden tog endnu en tur rundt i feltet og endte tæt under mål. I kamp om bolden væltede AGF-keeperen efter at have tabt bolden, som efterfølgende blev fumlet i mål – blot for at blive underkendt af dommer Lars Christoffersen.
Det skulle vise sig at blive halvlegens sidste større dramatiske øjeblik i en intens første halvdel af det jyske lokalderby.
SIF startede som lyn og torden
Silkeborg IF kom rigtigt stærkt fra start i anden halvleg.
Først, da Simon Azoulay Pedersen tæmmede en bold lige ned til Jesper Bech, der sendte et langskud mod mål – dog uden de store problemer for Steffen Rasmussen.
Derefter, da Rajko Lekic headede et indlæg på tværs i feltet, som Christian Holst kom forrest på, men færingen nåede ikke at få kroppen nok bag bolden, og afslutningen gik i en blød bue forbi mål.
Og sidst, da Frank Hansen blev sendt af sted i højre side og sigtede et fladt indlæg mod den forreste stolpe, hvor Jesper Bech kom ganske få øjeblikke for sent til en scoring. På dette tidspunkt havde stadionuret endnu ikke rundet 50 minutter.
AGF kom herefter også frem til et par chancer, men ikke nær så store som dem i den anden ende. Igen appellerede AGF'erne for straffe, men dommeren havde luret de lette fald, som ikke gav AGF noget som helst andet end en mand mindre til at kæmpe for andenboldene.
AGF tog over – og scorede to
AGFs amerikaner Benny Feilhaber valgte ved kampens næste højdepunkt at blive på fødderne. 58 minutter var spillet, da et godt indlæg fra landsholdsaktuelle Jakob Poulsen gav Benny Feilhaber en kæmpechance ved den bagerste stolpe, men hårdt presset fra en spids vinkel sendte amerikaneren bolden tilbage gennem feltet i stedet for i mål.
Fem minutter senere – i den anden ende – formåede Rajko Lekic et par meter fra mål at jonglere en fire-fem gange, før han halvt saksende sendte et godt forsøg mod mål.
Men den næste scoring blev AGFs. I kampens 65 minut gjorde Nando Rafael sig til målscorer, da Thomas Bælum ikke fik pillet bolden fra den fysisk stærke angriber, der lidt for nemt kunne vende rundt i feltet og sende bolden ind i det lange hjørne bag Lasse Heinze, der kun lige formåede at få fingrene på.
Så kogte det ellers bovlamme NRGi Park. Og de skulle hurtigt få endnu mere at juble over, da et indlæg fra Jakob Poulsen røg ind til Jim Larsen, der ganske upresset sendte bolden i eget net. Nu var det AGFs tur til at give koldvask til et ellers fornuftigt spillende SIF-mandskab. Kampen var vendt på hovedet på bare tre minutter.
Frelseren Jesper Bech
Just, som håbet for point havde fået et ordentligt nyreslag, dukkede frelsende Jesper Bech op i feltets højreside. Efter en lidt løs chance kunne Rajko Lekic lægge en ripostbold ind til Jesper Bech, der hamrede bolden ind ved den fjerneste stolpe. Igen kunne Jesper Bech score et pointforskydende mål for Silkeborg IF – og igen blev der stille på NRGi Park.
Fuldt fortjent at Silkeborg IF kom tilbage i kampen, efter at have givet et par lidt for nemme mål væk til modstanderne. Spillemæssigt kunne der ikke sættes mange fingrer på stærkt kæmpende Silkeborg IF – men igen så det ud til, at lidt for letkøbte mål til modstanderholdet kunne blive afgørende for holdets resultatmæssige skæbne.
Silkeborg satte efter 77 minutter friske ben på banen i form af Martin Svensson, der var tilbage efter en kortvarig skade i foden, og i det 83. minut kom Kaimar Saag ind i stedet for en hårdt fightende Rajko Lekic, der nu var tømt for energi.
Et par gode chancer i kampens sidste ti minutter viste, at Silkeborg IF stadig havde kræfter af give af, efter en herrefight mod SAS Ligaens øjeblikkelige førerhold – ved 89 minutter drejede det sig om millimeter, da et hjørnespark endte med at hoppe og danse omkring AGFs mållinje. Det var så tæt på!
Det blev dog ved lige ved og næsten og et trods alt retfærdigt resultat 2-2, blev udgangen på en kamp, hvor Silkeborg kunne glæde sig over Jesper Bechs afgørende scoring – men måtte græmmes over to AGF-mål på tre minutter.
Mål
- 0-1 Christian Holst (3.)
- 1-1 Nando Rafael (65.)
- 1-2 Jim Larsen (selvmål) (68.)
- 2-2 Jesper Bech (70.)
Advarsler
- Rajko Lekic
- Thorbjørn Holst Rasmussen
- Jim Larsen
- Anders Kure
SIF
- Lasse Heinze
- Frank Hansen
- Jim Larsen
- Thomas Bælum
- Steven Lustü
- Christian Holst (77: Martin Svensson)
- Thorbjørn Holst Rasmussen (90: Dennis Flinta)
- Martin Ørnskov
- Simon Azoulay Pedersen
- Jesper Bech
- Rajko Lekic (83: Kaimar Saag).
Steffen Rasmussen, Frederik Krabbe, Jens Gjesing, Anders Kure, Michael Lumb, Jeremiah White (59
- David Devdariani)
- Benny Feilhaber (70: Kasper Povlsen)
- Jerry Lucena
- Jakob Poulsen
- Nando Rafael
- Peter Graulund (82: Dioh Williams).