18. marts 2021

Islandsk SIF-duo udtaget til U21-EM

SIF’s to islændinge, Stefán Teitur Thórdarson og Patrik Gunnarsson er i dag blevet udtaget til det islandske U21-hold, der ligesom Danmark spiller EM i Ungarn i næste uge.

I mandags var det Rasmus Carstensen, der blev udtaget til EM for U21-hold. I dag fulgte yderligere to SIF’ere efter, da Islands U21-landstræner, Davíd Snorri Jónasson udtog sin trup til EM-gruppespillet i Ungarn, der indledes i næste uge. Patrik Gunnarsson og Stefán Teitur Thórdarsson var helt som ventet blandt landstrænerens udvalgte.

Dermed har SIF tre spillere med til det kommende U21-EM, der på grund af corona afvikles over to omgange. Første omgang er gruppespillet i Ungarn i næste uge – fra torsdag i næste uge, 25. marts til onsdag 31. marts. Herefter afvikles knock-out fasen (kvartfinaler, semifinaler og finale) i Slovenien i juni.

Både Rasmus Carstensen, Danmark, og Patrik Gunnarsson, Stefán Teitur Thórdarsson, Island, er placeret i gruppen C sammen med Rusland og Frankrig. Danmark og Island møder hinanden i den anden gruppekamp, søndag 28. marts kl. 15.00 i byen Gyõr i den østlige del af Ungarn.

Danmarks program i EM-gruppespillet i Ungarn:

25. marts kl. 21.oo på Haladás Sportkomplexum i Szombathely: Frankrig – Danmark
28. marts kl. 15.00 på Ménfői úti Stadion i Győr: Island – Danmark
31. marts kl. 18.00 på Haladás Sportkomplexum i Szombathely: Danmark – Rusland

Islands program i EM-gruppespillet i Ungarn:

25. marts kl. 18.00 på Ménfői úti Stadion i Győr: Rusland – Island
28. marts kl. 15.00 på Ménfői úti Stadion i Győr: Island – Danmark
31. marts kl. 18.00 på Ménfői úti Stadion i Győr: Island – Frankrig

Der deltager i alt 16 nationer fordelt på fire puljer. De to bedste hold i hver pulje går videre til turneringens sidste fase i Slovenien til juni.

Kampene sendes direkte på DR2.

Læs også: Carstensen udtaget til U21-EM

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen