23. september 2019

Idrætsforeningen donerer penge til velgørenhed

Idrætsforeningen donerer penge til velgørenhed

Yasally Charity – en velgørenhedsorganisation fra Gambia – modtog søndag 10.000 kroner fra Silkeborg Idrætsforening og 5.000 kroner fra en indsamling i SIF.

I forbindelse med kampen søndag på JYSK park mellem SIF og Lyngby var der besøg fra velgørenhedsorganisationen Yasally Charity fra Gambia. Organisationens formand, Momodou Sise fik i pausen overrakt to gave-checks – donationer til velgørenhedsarbejdet.

Den ene check var på 10.000 kroner og kom fra Silkeborg Idrætsforening, moderforeningen fra 1917, den anden var på 5.000 kroner rejst gennem en indsamling i SIF’s sportslige sektor, bl.a. i den professionelle spillertrup.

Det var en meget overrasket og glad Momodou Sise, der modtog donationerne. Han troede egentlig blot, at han skulle præsenteres inde på banen, men fik i stedet stukket to checks til en samlet værdi af 15.000 kroner i hånden.

Idrætsforeningen har et samarbejde med Yasally, hvor SIF sender brugte fodboldtrøjer og andet fodboldudstyr fra primært førsteholdstruppen til Gambia, hvor det bliver genbrugt af både børn og voksne. Samarbejdet har fungeret siden 2013.

Velgørenhedsorganisationen Yasally er stiftet i 2008  og har som overordnet formål at støtte et fattigt landdistrikt i Gambia.

Landdistriktet, der hedder Upper Nuimi, er på størrelse med Fyn. Området har særlig behov for støtte, da uddannelsesniveauet er lavt, befolkningen lever under meget fattige kår.

Foreningens formand, Momodou Sise, er født og opvokset i Upper Nuimi. Han fik som den eneste i en børneflok på seks mulighed for at få en uddannelse i Gambia for derefter at rejse til Danmark og videreuddanne sig via Danida. Han har nu været fast bosiddende i Danmark (Odense) siden 1993, har fået en videregående universitetsuddannelse og har i mange år været en veletableret familiefar i Danmark med bl.a. fast arbejde på Odense Universitetshospital.

Støtten til distriktet fokuserer primært på uddannelse af børn og unge samt styrkelse af deres sociale kompetencer. Konkret sker det ved at indsamle og sende brugte skolemøbler og andet skoleudstyr samt sportsudstyr mv. til området.

Fodboldudstyret fra SIF bliver bl.a. brugt i den årlige fodboldturnering, Yasally Cup, hvor hold fra hele distriktet samles til en turnering over flere dage. Sidste år deltog 16 hold i turneringen. Svend Ove Grønning og Jacob Tind, der stod bag initiativet med donationen, har planer om at rejse til Gambia og overvære den næste udgave af Yasally Cup til januar.

Svend Ove Grønning (til venstre) og Jacob Tind (til højre) fra Silkeborg Idrætsforening overrakte i alt 15.000 kr. til Yasally Charitys formand, Momodou Sise. Foto: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen