23. oktober 2011

Hjemmesejr – og hvilken én!

Det blev en fantastisk søndag for SIF. Først var tilskuerne dog vidne til en BIF-scoring, men herefter så de hjemmeholdet rejse sig, og først udlignede Flinta, mens ’Tømrer’ senere kunne score sejrsmålet til 2-1.

Gysersøndag i Silkeborg
Der var lagt i kakkelovnen til en ophedet affære på efterårsferiens sidste dag, da Brøndby IF på 10. pladsen tørnede sammen med Silkeborg IF, der lå en plads over sjællænderne. Kullene sydede på MASCOT PARK, og solens varme stråler bidrog da også til temperaturer over frysepunktet.

Rødt og hvidt konfetti blev kastet ned fra tribunerne, da holdene løb på banen, SIF- og BIF-spillerne indtog deres positioner, og dommer Michael Johansen fløjtede til start.

Stille start
De første ti minutter forløb uden nogen nævneværdige chancer. På højrekanten lykkedes det enkelte gange for SIFerne at spille sig fri, men det første skud på mål manglede stadig.

Den første chance, hvis man kan kalde det det, tilfaldt Frank Hansen, da Christian Holst let og elegant loppede en bold over Brøndbyforsvaret, hvor Hansen i venstre side kunne tage afleveringen til sig. Skuddet var dog ikke en trussel for Michael Tørnæs i målet.

SIF en målmandshandske fra føringsmål
Langsomt og sikkert pressede SIFerne mere og mere på, og efterhånden lå bolden primært på de blå-gules banehalvdel. Presset blev omsat til en stor chance, da Christopher Poulsen på et frispark lagde en veltilrettelagt bold ind over til Dennis Flinta, der lige kunne få hovedet på. Tørnæs reagerede hurtigt og fik lappen på bolden, som ramte overliggeren og ud på banen igen. SIF var kun et mulehår fra at komme foran.

Jan Kristiansen forsøgte herefter ved flere lejligheder at få stoppet det store SIF-pres. Først lagde han fra SIF’s højreside en farlig bold ind i hjemmeholdets lille målfelt, men de rødklædte forsvarsspillere fik headet bolden ud over mållinjen. I en situation kort efter denne var det Kristiansen selv, der med en afslutning fra distancen forsøgte sig – forsøget endte dog ved siden af mål.

To scoringer på tre minutter
Brøndby var nu det nye hold med overtaget. To gode hovedstød fra de blå-gule, Osama  og Clarence Goodson, gjorde det svært for SIFerne at holde BIF fra fadet. Tredje gang var desværre lykkens gang, da Mathias Gehrt efter en BIF-kontra headede bolden forbi Lasse Heinze. En ellers god start for SIF var vendt til et Brøndby-overtag og en Brøndby-scoring.

Det så ud til, at silkeborgenserne skulle gå til pause bagud 0-1, men sådan ville Dennis Flinta det ikke. SIF havde fået et frispark et par meter uden for straffesparksfeltet og lige midt for mål, og Christopher Poulsen lagde herfra endnu en gang et fremragende indlæg ind foran målet. Og her stod endnu engang Dennis Flinta bedst placeret og headede bolden forbi en chanceløs Michael Tørnæs. Flinta lagde sig nu op øverst på SIF’s topscorerliste med i alt 4 scorede mål.

SIF-spillerne kunne gå til pause, mens fansene varmede sig på udligningen. De to hold havde haft et kvarters tids dominans hver, og begge havde de fået et mål sat ind på hovedstød. Indtil videre var dette resultat helt retfærdigt, men forhåbentligt fandt SIF tilbage til de gode takter, som de havde vist under deres overtag, og forhåbentligt udmøntede det sig i flere mål i anden halvleg.

Flinta og Pedersen rokerede rundt
Troels Bech havde til anden halvleg valgt at bytte rundt på Flinta og Daniel Pedersen, så Flinta nu var rykket en position frem. Her kunne han forhåbentligt være med i opspillet og ikke mindst sætte endnu et hoved på til en SIF-føring.

Halvlegen startede lige så stille ud, som første halvleg gjorde. Og vi skulle også her ti minutter ind i halvlegen, før den første store chance bød sig for SIF. Ørnskov lagde en perfekt bold i dybden til ’Tømrer’, men førsteberøringen fra SIF-holdets alderspræsident var ikke god nok, og bolden løb fra ham.

Bernburg og BIF ville også lege med, og angrebsspilleren forsøgte sig med et skud i feltets højre side. Afslutningen strøg sig dog lige forbi Heinzes højre stolpe. Heldigvis.

Silkeborgenserne prøvede til lidt afveksling at lave flade afleveringer på deres hjørnespark, men det var som om, de ikke rigtigt ville lykkes efter hensigten.

Flot fodbold og Bech-saksespark
Christian Holst beviste dog, at han også kunne finde ud af at sparke frispark. Sådan et havde SIF nemlig fået i deres venstre side, og herfra kunne færingen lægge en bold ind til ’Tømrer’, men hans hovedstød endte forbi målet.

I det følgende kvarter havde SIF momentum, og de pressede for alvor på for at komme foran. Á to omgange havde SIF efter hjørnespark mulighed for at bringe sig foran. Først faldt en bold lige ned for fødderne af ’Tømrer’ kun få millimeter fra mål. Han gjorde det eneste rigtige og hamrede til bolden, men Brøndby fik på stregen blokeret bolden, som endte ud til endnu et hjørnespark. Også på dette var hjemmeholdet farlige. Bech forsøgte sig med et frækt saksespark, men han fik ikke ordentligt ram på den. Til gengæld landede bolden ved Ørnskov, som flugtede bolden mod hjørnet. Men målet var for lille.

Lige ved og næsten for SIF. Igen igen.

Ti minutter før det sidste fløjt lød, var Daniel Pedersen rykket med frem. Han fik lagt en bold til rette af Jesper Bech, og Pedersen udnyttede selvfølgelig muligheden for at få fyret et fladt langskud af sted. Langskuddet ramte lige forbi mål.

Forløsning på MASCOT PARK
Kort før lukketid kulminerede det store SIF-overtag med en scoring. Det var Ørnskov, der startede chancen, som førte til målet, da han smart vendte rundt ved Brøndbys mållinje, og derved fuldstændigt tørrede en Brøndby-spiller. Midtbanespilleren lagde bolden bagud til Holst, som afsluttede lige på Tørnæs. Keeperen kunne ikke holde på bolden, og den fløj tilbage til Henrik ’Tømrer’ Pedersen. Han bankede den i netmaskerne til en SIF-føring.

Publikum i ekstase og en øredøvende jubel spredte sig over hele MASCOT PARK – på nær på Brøndby-fansenes endetribune. ’Tømrer’, der nu havde lagt sig op på siden af Dennis Flinta på SIF’s topscorerliste, spænede ud til ’Red Corner’ og SIFosis, hvor han bankede i bandereklamen i et stort smil.

Hele fem minutters overtid var heldigvis ikke nok for Brøndby, der måtte lade sig besejre af SIF.

Sikke en dag for SIF. Først var holdet kommet bagud på et hovedstød efter en ellers ret lige første halvleg. Det lod de sig dog ikke slå ud af, men svarede i stedet igen med en Flinta-scoring lige før pausen. Anden halvleg havde stået fuldstændigt i hjemmeholdets tegn og fuldt fortjent kulminerede overtaget med ’Tømrer’s sejrsmål til 2-1 lige før slutfløjtet. Tre point til kontoen og silkeborgenserne har nu for alvor skabt et hul ned til nedrykkerpladserne.

Lørdagsbold i Horsens
Selvom SIF godt må kigge op af i Superligatabellen, når de skal møde AC Horsens, så kan det anbefales at kigge ned af mod syd på danmarkskortet – når SIF på lørdag skal til Horsens i 13. spillerunde. Der er brug for al den opbakning der kan komme fra Silkeborg, for Horsens er særdeles formstærke … ligesom Silkeborg. Sidst de to hold mødtes, blev det en spændende pointdeling på 1-1, og intet tyder på, at denne kamp bliver mindre underholdende.

AC Horsens – Silkeborg IF spilles næste lørdag den 29. oktober 2011 klokken 17.00 på CASA Arena Horsens.

Mål

  • 0-1 Mathias Gehrt (41)
  • 1-1 Dennis Flinta (43)
  • 2-1 Henrik ‘Tømrer’ Pedersen (89).

Advarsler

  • Jan Kristiansen
  • Dennis Flinta
  • Henrik ‘Tømrer’ Pedersen.

SIF

  • Lasse Heinze – Christopher Poulsen
  • Jesper Mikkelsen
  • Thorbjørn Holst Rasmussen
  • Dennis Flinta – Christian Holst (88: Kaimar Saag)
  • Martin Ørnskov
  • Frank Hansen
  • Daniel A. Pedersen – Marvin Pourié (46: Jesper Bech)
  • Henrik ’Tømrer’ Pedersen (90+1: Sune Kiilerich).

BIF

  • Michael Tørnæs – Jan Frederiksen
  • Clarence Goodson
  • Daniel Stenderup (54: Dario Dumic)
  • Mikael Nilsson – Osama Akharraz (78: Bent McGrath)
  • Mikkel Thygesen
  • Jan Kristiansen
  • Jens Stryger Larsen (68: Thomas Rasmussen) – Martin Bernburg
  • Mathias Gehrt.
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen