14. februar 2021

Helenius lynede i iskold gevinst til SIF

SIF havde svært ved at udnytte chancerne i 1. halvleg mod Hvidovre, men så slog Nicklas Helenius til to gange efter pausen.

SIF kom godt fra land i foråret, da det søndag eftermiddag blev 2-0 på JYSK park over Hvidovre. Efter en 1. halvleg, hvor hjemmeholdet havde overvægt i både spil og chancer, men problemer med at omsætte det i mål, slog klubbens ny-indkøbte angriber, Nicklas Helenius, til to gange i 2. halvlegs indledning. Først fightede han sig fri til skud i det 52. minut, og tre minutter senere udnyttede han et godt oplæg fra Rasmus Carstensen til 2-0.

Dermed vandt SIF en såre fortjent sejr i en kamp, hvor Hvidovre stort set ikke kom til chancer.

Der var en del nyheder på SIF’s hold til forårets første kamp. Patrik Gunnarsson i målet fik sin debut, og der var comeback til både Tobias Salquist og Nicklas Helenius efter henholdsvis 2,5 og 3,5 år på omrejse i andre klubber. Desuden var Gustav Dahl anfører. Venstrebacken, der havde forlænget sin kontrakt i SIF dagen før med to år, var blevet udnævnt til viceanfører efter Svenn Crones skifte til Lyngby i januar-vinduet, og da den hidtidige viceanfører, Magnus Mattsson, sad ude med en skade, var det Dahl, der bar armbindet.

10 livlige minutter
SIF satte sig på kampen fra start, og allerede i det 4. minut kom den første chance, da Nicolai Vallys stak bolden dybt til den vikarierende anfører, Gustav Dahl. Venstrebacken tog trækket ind i feltet og fyrede af fra spids vinkel, men måtte se sit forsøg gå i sidenettet. Nicolai Vallys bød også ind med et langskudsforsøg efter at være godt sat op af Nicklas Helenius, men også her strøg bolden forbi Filip Djukic’ Hvidovre-mål.

Rasmus Carstensen brød igennem i den modsatte side og vred sig fri til skud, men måtte se Djukic parere med benene.Vallys var på færde igen få minutter senere, hvor han måtte se et inderside-forsøg fra tæt hold pareret til hjørnespark af Hvidovre-målmanden. Alt sammen indenfor de første 10 minutter.

Stor chance til Vallys og mål af Helenius
SIF fortsatte med at styre tingene, men chancerne blev færre. I det 34. minut var Vallys imidlertid på færde igen og kom frem til frit skud efter godt sammenspil med Gustav Dahl. Igen var det Filip Djukic, der reddede Hvidovre ved at parere vandret liggende i luften til hjørnespark.

SIF fortsatte dominansen fra 2. halvlegs start, og denne gang lod resultatet ikke vente længe på sig. Blot syv minutter efter pausen scorede Nicklas Helenius sit første SIF-mål efter at være kommet til fra AGF i januar. På en god solotur i duel med en Hvidovre-forsvarer fik han sig slidt fri og sendte bolden sikkert forbi Filip Djukic. Dermed var festen startet, og blot tre minutter senere var senere var Helenius på pletten igen – denne gang godt sat op af Rasmus Carstensen, så han tæt under mål kunne sætte indersiden på bolden, der strøg i nettet. Det lignede en tidlig afgørelse i 2. halvleg – og det var også sådan, det endte.

I slutminutterne kom Frederik Carstensen på banen og SIF-talentet fik dermed sin debut på SIF’s bedste mandskab.

SIF’s næste hjemmekamp er allerede torsdag, hvor Kolding kommer på besøg på JYSK park med kampstart kl. 19.00.

Kampen i tal:
1. division, 17. runde, søndag 14. februar 2021 kl. 15.00:
Silkeborg IF – Hvidovre IF 2-0 (0-0)
Mål: 1-0 Nicklas Helenius (52.), 2-0 Nicklas Helenius (55.)
Advarsler: Sebastian Avanzini, Magnus Westergaard, Hvidovre
Silkeborg IF (4-3-2-1): Patrik Gunnarsson – Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Joel Felix, Gustav Dahl – Anders Klynge (88.: Frederik Carstensen), Mark Brink, Stefán Teitur Thórdarson (77.: Pelle Mattsson) – Sebastian Jørgensen (63.: Nicklas Røjkjær), Nicolai Vallys – Nicklas Helenius (77. Emil Holten)
Cheftræner: Kent Nielsen
Hvidovre IF (4-4-2): Filip Djukic – Magnus Fredslund (66.: Ahmed Iljazovic), Matti Olsen, Daniel Stenderup, Hakan Redzep (66.: Rasmus Louie Larsen) – Nicolaj Agger (46.: Marcus Lindberg), Sebastian Avanzini (75.: Nicklas Schmidt), Magnus Westergaard, Mikkel Nøhr – Kim Aabech (22.: Nicklas Halse), Tobias Thomsen.
Cheftræner: Per Frandsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen