17. september 2019

Haurits dobbelt målscorer for reserverne

Haurits dobbelt målscorer for reserverne

SIF’s reservehold tabte klart tirsdag eftermiddag til Esbjergs ditto.

Det blev ikke til nogen revanche for SIFs reserver, da holdet for anden gang i sæsonen mødte Esbjerg. SIF-holdet endte med at tabe 6-2, efter holdet ellers i perioder af kampen havde været godt med.

Begge hold kom angrebsivrigt fra start på en vindblæst bane på Esbjergs træningsanlæg. SIF havde medvind i første halvleg, hvilket gav fine muligheder for at sætte Esbjerg-holdet under pres. SIF-angriberen Emil Holten kom fra start frem til en chance, men angriberen savnede kampen igennem samme skarphed, som SIF’s nr. 11 havde vist for halvanden uge siden i pokalkampen mod Herlev.

I stedet slog Esbjerg til. Efter ni minutter udnyttede Mathias Kristensen en flot aflevering, som flænsede SIF-forsvaret op. Kristensen sendte bolden op i det fjerne hjørne uden chance for Oscar Hedvall i målet. Efter en halv times spil kom Esbjerg på 2-0. Værterne satte et flot angreb op, som fra distancen blev afsluttet af Mathias Kristensen, som dermed blev dobbelt målscorer.

Haurits på tavlen

Forskellen på de to hold havde indtil dette tidspunkt været kynismen. SIF var flere gange kommet frem til fine chancer, men skarpheden manglede. Kort efter 2-0 scoringen blev der dog rådet bod på dette. Oliver Haurits stod det helt rigtige sted, da Sebastian Jørgensen fik svinget et indlæg til bagerste stolpe. SIF-angriberen fik tæmmet bolden og bankede den resolut ind bag Esbjerg-keeperen.

Målet gav SIF-holdet tro på tingene, og holdet fik sluttet første halvleg godt af med flere gode muligheder. Emil Holten fik den største kort før pausen, men angriberen fik afsluttet lige på EfB-målmanden.

Optimismen varede dog kun fem minutter inde i anden halvleg, så kom Esbjerg foran med 3-1. På en kontra blev SIF-holdet spillet tyndt, og Marcus Hansen kunne til sidst sætte foden på et fladt indlæg.

Skidt afslutning på anden halvleg

Oliver Haurits fik for en kort stund igen banket lidt tro ind i SIF-holdet, da han efter knap en time headede bolden ind. Igen var det Sebastian Jørgensen, som stod bag indlægget. Kantspilleren var sammen med Haurits en af de få lyspunkter på Silkeborg-mandskabet.

Bare et enkelt minut efter reduceringen scorede den tidligere SIF-spiller, Nicklas Røjkjær til 4-2. Den offensive midtbanespiller sparkede til bolden fra distancen. Et relativt ufarligt skud endte med at gå i kassen, efter Oscar Hedvall fik skubbet bolden ind bag sig selv. En uheldig aktion af Silkeborg-keeperen, som ellers indtil da ikke kunne lastes for nogle af Esbjergs mål i kampen.

Esbjerg kom også på både 5-2 og 6-2 i afslutningen af kampen. I begge situationer kom værterne alt for nemt frem til scoringerne.

Alt i alt en skidt eftermiddag for SIF-reserverne, som offensivt leverede en okay indsats, men som defensivt var alt for sårbare i flere situationer.

Silkeborg IF ligger dermed sidst i reserveligaens pulje 3 efter to kampe.

Kampen i tal:

Reserveligaen, 2. runde, mandag 17. september kl. 13.00 på Esbjergs Idrætsanlæg:
Esbjerg fB – Silkeborg IF 6-2 (2-1)
Mål: 1-0 Mathias Kristensen (9.), 2-0 Mathias Kristensen (33.), 2-1 Oliver Haurits (35.), 3-1 Marcus Hansen (50.), 3-2 Oliver Haurtis (59.), 4-2 Nicklas Røjkjær (60.), 5-2 Mads Larsen (66.), 6-2 Nicklas Røjkjær (88.)

SIF (4-4-2): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Frederik Alves Ibsen, Simon Jakobsen, Valance Nambishi (Sebastian Blindkilde, 62.) – Sebastian Jørgensen, Pelle Mattsson, Filip Lesniak (Anders Sønderby, 74.), Nicolai Vallys (Peter Nemec, 72.) – Oliver Haurits, Emil Holten

Cheftræner: Peder Knudsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen