13. februar 2021

Gustav Dahl forlænger to år med SIF

Lørdag var en ganske særlig dag for SIF-backen Gustav Dahl. Længe var karrieren i fare, men nu har den 25-årige forsvarer forlænget sin kontrakt med to år.

SIF’s 25-årige back, Gustav Dahl, stillede lørdag morgen på sportschef Jesper Stükers kontor. Formålet var enkelt: Underskrift på en to-årig kontrakt-forlængelse, så han nu har papir på SIF frem til sommeren 2023.

For Gustav Dahl markerede starten på dagen en milepæl i fodboldkarrieren. For han har i den grad kæmpet for at nå hertil. I næsten to år døjede han med et par sejlivede hofteskader og måtte gennem flere operationer og en meget langvarig genoptræning.

– Først og fremmest er jeg stolt over, at jeg er nået hertil. Det lå jo ikke lige i kortene for et årstid siden. Så stoltheden fylder meget lige nu, siger Gustav Dahl om at have sat sin underskrift på en ny kontrakt.

Bærer anfører-bindet søndag
For knapt et år siden klarmeldte han sig, og siden har han – bortset fra en periode hen over sidste sommer med en ankelskade – trænet hver dag og også fået spilletid. Før forårspremieren søndag mod Hvidovre ligner han et sikkert kort på positionen som venstre back, og i morgendagens kamp vil han også bære anfører-bindet, idet han er blevet udnævnt til viceanfører efter Svenn Crones skifte til Lyngby og Magnus Mattssons skadesfravær.

– Der har da været tidspunkter undervejs i genoptræningen, hvor jeg har tvivlet. Det var så langt ude, at der var en risiko for, at det ikke ville gå. Men nu er jeg tilbage, og med underskriften på en ny kontrakt kan jeg sætte tjek ud for den drøm, der holdt mig i gang undervejs: Jeg er stadig fodboldspiller. Nu skylder jeg mig selv at gøre alt for at få det maksimale ud af mit talent. Det er mit mål for de kommende år, og så må vi se, hvor langt det bringer mig, siger Gustav Dahl.

Sportschef Jesper Stüker er selvsagt også glad for at se venstrebacken tilbage.

Værd at satse på
– Efter den hårde periode, han har været igennem, har det været godt at se ham kæmpe sig tilbage. I det sidste trekvarte år har han været fit, og han nærmer sig sit niveau fra før skaden. Derfor var vi ikke i tvivl om, at Gustav er en af de spillere, vi kan satse på i de kommende år, og derfor var det naturligt at forlænge med ham, siger SIF-sportschefen.

Gustav Dahl er opvokset i Silkeborgs sydlige bydel og spillede børnefodbold i samarbejdsklubben Mariehøj IF indtil han blev sluset ind i SIF’s talentudviklingssystem fra 7. klasse. Han fik sin debut på SIF’s førstehold, da han blev skiftet ind i en superligakamp mod AaB 15. maj 2015. Inden kampen mod Hvidovre står han noteret for 45 førsteholdskampe for SIF. I DBU-regi er han registreret for to U20-landskampe.

– Nu glæder jeg mig til at komme til at spille om point igen. Det bliver sindssygt vigtigt at komme godt i gang, så det, det handler om mod Hvidovre er tre point og ikke ret meget andet, siger Gustav Dahl med forårs-forventning i stemmen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen