16. juli 2019

Gratis billetter fra Hede Rytmer til fodbold søndag revet væk

Gratis billetter fra Hede Rytmer til fodbold søndag revet væk

Hede Rytmer har købt 500 billetter til SIF’s hjemmebane-comeback mod Horsens på søndag og giver dem bort. 350 af dem er allerede revet væk.

Der ser ud til at være stor interesse for SIF’s hjemmebanecomeback til 3F Superligaen på søndag, hvor AC Horsens kommer på besøg på JYSK park. Hede Rytmer har købt 500 billetter til kampen, som foræres væk, og de 350 af dem er allerede væk.

Kl. 11.00 sendte festival-chef Oliver Zähringer tilbuddet ud til Hede Rytmers 15.000 mail-abonnenter og lagde tilbuddet ud på festivalens facebook-side. De 350 af de 500 billetter blev udbudt som “først-til-mølle”, og blot en time senere var alle billetter væk.

De sidste 150 billetter kan hentes fra fredag kl. 12.00 ved personligt fremmøde i følgende Butikker: Mr Silkeborg, Simpel Osteria/Byens Fisk & Vildt og på Villa Natklub.

– Det er en ekstremt vigtig kamp, da Horsens forventes at være et af de hold som SIF kommer til at kæmpe imod for at undgå de kedelige pladser som kan sende ”byens hold” retur i næstbedste række når sæsonen er slut. Derfor er det vigtigt at så mange som muligt kommer på stadion på søndag og støtter op om SIF, skriver Oliver Zähringer til Hede Rytmer-gæsterne som baggrunden for initiativet.

– Denne vigtige kamp falder i den største ferieuge af alle. Det bør dog ikke holde folk som er hjemme fra at tage på stadion, også jer som måske ikke normalt kommer til superligabold på JYSK Park. Derfor har Hede Rytmer købt 500 billetter som vi deler gratis ud, lyder det videre fra Zähringer.

Det er en opfordring, der er gået rent ind bedømt på efterspørgslen.

Hvis ikke du nåede at få fingre i en af billetterne fra Hede Rytmer-chefen er der stadig ledige pladser på JYSK park. Billet til kampen kan købes her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen