Gode minder om jollefiskeri på Silkeborgsøerne
Bent Isager-Nielsen er opvokset i Silkeborg. I dag er han politiinspektør og kvalitetschef ved Nordsjællands Politi, han er desuden også foredragsholder og forfatter. Og så er han medlem af SIF’s ambassadørkorps.
Politiinspektør Bent Isager-Nielsen, født i 1951, har sagt ja til at blive medlem af SIF og Silkeborgs ambassadørkorps, ja, han er ligefrem beæret over at have fået tilbudt hvervet. I dag er han politiinspektør og kvalitetschef ved Nordsjællands Politi. Tidligere har han været politiinspektør for efterforskningsenheden ved Københavns Vestegns Politi, og før det var han chef for drabsefterforskningen ved Rigspolitiets Rejsehold.
Bent Isager-Nielsen er i offentligheden også kendt som populær foredragsholder, der tager rundt og fortæller om sit job som efterforsker i komplicerede drabssager, og han har også skrevet to bøger, I 2008 udkom Man jager et bæst og fanger et menneske, og i 2012 kom Efterforskerne: sådan fælder de Danmarks drabsmænd. Her fortæller han om det tætte samarbejde med retsmedicinere og retsantropologer, der ofte bidrager til opklaringen af en forbrydelse.
Hvad betyder SIF og Silkeborg for dig?
Jeg er født og opvokset i Silkeborg og har mange gode barndomsminder fra byen. Jeg Gik i skole på Nordre Skole på Nylandsvej og er student fra Th. Langs Gymnasium i 1971. Søerne og skovene betød meget for mig.
Hvilke oplevelser i relation til SIF er dine bedste?
Jeg har aldrig interesseret mig synderligt for fodbold, så det kniber med oplevelser i forhold til SIF. Men jeg kan da huske, da SIF blev mester i 1994.
Hvilke oplevelser i relation til byen Silkeborg er dine største?
Mine forældre boede tæt på Silkeborg Langsø og jeg havde allerede som 11 årig min egen jolle, hvorfra jeg i forbindelse med min yndlingsbeskæftigelse – lystfiskeri – har hevet masser af fisk i land. Desuden holder jeg af at komme hjem til Silkeborg af og til, bl.a. når der er Regatta.
Hvilken SIF-spiller er din favorit, hvis du kan vælge frit siden oprykningen til 1. division i 1987?
Jeg har ikke deciderede favoritspillere fra SIF. Dertil er mit kendskab til fodbold og klubben for lille.
I øvrigt mener jeg….
At det er fantastisk at komme fra Silkeborg. Når jeg fortæller om min hjemby ude omkring, hvor jeg kommer, får jeg kun positive reaktioner. Silkeborg har et fantastisk godt ry i hele Danmark.