2. april 2023

Fuld tid i Lyngby giver blod på tanden

Robin Østrøm fik fuld tid i pointdeleren mod Lyngby

Det blev aldrig en kamp på SIF’s præmisser, men alligevel blev der kriget et enkelt point med hjem til Søhøjlandet efter søndagens slagsmål på slagmarken i Lyngby.

Endda med en firebackkæde, hvor både Robin Østrøm, Alexander Busch og Lukas Klitten var nye i startformationen på grund af skader.

Førstnævnte var da også fint tilfreds med udbyttet af kampen, sådan som tingene udviklede sig på Sjælland.

– Det var et acceptabelt point på en svær udebane. Det blev mange lange bolde på et svært græstæppe, og det er ikke i sådanne kampe, at vi er bedst. Derfor var det fint at få noget med i en ikke særlig køn fodboldkamp, sagde Robin Østrøm, der havde fået chancen på højre back i Oliver Sonnes fravær.

– Det gik fint, og jeg havde fokus på de defensive aktioner. Særligt da Lyngby blev ved med at pumpe lange bolde i bagrummet. Men det var dejligt med spilletid, selv om det var på baggrund af skader. Jeg synes, jeg fik vist mig fint frem, og det giver blod på tanden, lød det fra Robin Østrøm.

Silkeborgs forsvarsspiller har i det hele taget fået masser af tiltrængt spilletid i de forgangne uger.

I landskampsperioden blev det til to gange 90 minutter for Norges U20-landshold. Her scorede Østrøm i sejren mod Rumænien, inden nordmændene fik ørene i maskinen mod Italien.

– Det har været en rigtig god periode for mig personligt, og jeg fik vist i Lyngby, at jeg er, hvor jeg skal være, og at Kent kan stole på mig, når der er brug for mig.

– Der kommer masser af kampe nu her, hvor vi skal jagte en pokaltriumf og forsøge at snuppe 7. pladsen. Nu kan jeg ikke gøre andet end at prøve at spille mig på til træningen i den kommende uge, sagde Robin Østrøm.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen