SIF måtte kæmpe sig tilbage efter en mareridts-agtig start på mandagens kamp mod OB – men efter et udlignende drøn af Kaimar Saag og to smukke mål af Jesper Bech vandt det forrygende hjemmehold med 3-1.
Silkeborg IF tog mandag aften imod guldaspiranterne fra OB til SAS Liga-rundens sidste kamp.
SIFs cheftræner Troels Bech havde haft visse skadesproblemer i sin trup op til kampen, hvilket blandt andet betød SAS Liga-debut for Thomas Nørgaard i SIF-målet, hvor både Lasse Heinze og Kenneth Falkenberg måtte melde forfald.
I forsvaret lagde Troels Bech ud med Frank Hansen og anfører Steven Lustü på backpladserne, mens Jim Larsen og Thomas Bælum var placeret centralt.
På midtbanen lå Christian Holst og Kaimar Saag på kanterne, og de havde Thorbjørn Holst Rasmussen og Martin Ørnskov til at ligge mellem sig – og Jesper Bech og Rajko Lekic foran.
Både Martin Ørnskov og Frank Hansen blev testet op til kampstart, men blev altså vurderet til at være spilleklar.
Chokstart – OB på 1-0
Femten sekunder. Mere skulle der ikke gå, før gæsterne bragte sig i front på Silkeborg Stadion. OB gav bolden op, og på kampens allerførste angreb endte bolden hos Peter Utaka, der snød sin oppasser og afsluttede fladt under en chanceløs Thomas Nørgaard. 1-0 til OB – og et rent mareridt af en start på kampen for SIF.
SIF fik tilkæmpet sig et hjørnespark kort efter, som i to omgange endte på Martin Ørnskovs pandebrask – men en meters penge over.
Og på trods af chokstarten så hjemmeholdet faktisk udmærket ud i de følgende minutter, hvor spillet blev drevet fint frem mod fynboernes mål – men stillingen på måltavlen var ubarmhjertig.
Bælum skadet
Efter ti minutters spil lagde Martin Ørnskov en bold indover – men bolden blev stoppet i sin bane af OBs anfører Chris Sørensen, der havde armen helt strukket ud og parerede bolden. Klokkeklart straffespark – men ikke i dommer Michael Svendsens optik, for han vinkede helt uforståeligt afværgende.
Surt, at Svendsen ikke var lidt hurtigere ved havelågen – det havde været en gylden lejlighed til at komme igen for de ellers udmærket spillende SIFere.
Fem minutter senere røg Thomas Bælum i græsset med en fiberskade – han humpede videre rundt i de næste par minutter, men så ganske besværet ud. Og tre minutter senere blev han så skiftet ud, mens Dennis Flinta entrerede banen. Det betød, at Thorbjørn Holst Rasmussen kom ned i centerforsvaret, Frank Hansen ind på den centrale midtbane og Dennis Flinta på højre back.
Rajko tæt på
Altså masser af modgang for SIFerne, der dog kæmpede ufortrødent videre og forsøgte at presse spillet fremad, mens OB trak sig længere hjemad.
Jim Larsen fik en god mulighed på et direkte frispark efter 26 minutter, men skuddet blev tonset langs den glatte bane og langt forbi.
SIFerne spillede ellers godt med i kampen og trodsede den megen modgang med fin optimisme i spillet – men uden at komme frem til de åbne muligheder, der kunne udligne stillingen.
Rajko Lekic diskede op med en rigtig fin afslutning i det 32. minut, da han modtog bolden i den fjerneste ende af feltet, tog et træk og twistede afslutningen rundt om en OB-forsvarer – og centimeter forbi Roy Carrolls mål – puha, det var tæt på.
Saag til 1-1!
SIF fortsatte med det udmærkede spil og havde boldbesiddelsen i meget massiv grad mod et frustreret OB-hold, der også indkasserede et par advarsler – deriblandt til Eric Djemba-Djemba, der godt kunne have fået det røde kort. Men OB-forsvaret fremviste vanlig styrke på de ellers mange tilnærmelser og stod fornemt i det fynske bolværk – lige indtil det 42. minut.
Her fik Kaimar Saag fat i bolden i højresiden, hvorfra han trak ind i banen – forbi og rundt om de to A-landsholdsspillere, Johan Absalonsen og Chris Sørensen. Og med et klapperslange-hug af et venstrebensskud klaskede han bolden forrygende i nettet med sit andet SAS Liga-mål – 1-1!!!
Udligningen kunne kun kaldes for meget, meget fortjent efter en flot første halvleg af hjemmeholdet, der var kommet bagud efter femten sekunder, var blevet snydt for et straffespark og havde presset efter bedste evne.
Første halvleg fik tre minutters tillægstid, og i det første af dem kom SIF igen tæt på, da Rajko Lekic stak Jesper Bech i dybden – men Roy Carroll nåede lige præcis at gribe ind i sidste sekund.
Kort efter blev der fløjtet til pause – og det var faktisk ærgerligt, for SIF havde i dén grad momentum og optimistisk flow i spillet.
Bech til 2-1!
Men de rød-hvide fortsatte, hvor de slap, da først anden halvleg blev fløjtet i gang. For mens OB fik en drømmestart på første halvleg, gjorde det samme sig gældende for SIF i anden.
Jesper Bech drev bolden frem i det 46. minut og tog Christian Holst med i højresiden. Med en følt og dog knaldhård inderside fandt Holst igen Jesper Bech, der nu var spurtet ind i feltet – og med et knaldhårdt spark og via indersiden af stolpen sendte Bech sit fjerde sæsonmål i kassen: 2-1 til Silkeborg IF!!!
Nøj, hvor det gyngede på Silkeborg Stadion, hvor SIF efter en ultimativt dårlig start havde vendt billedet og nu var i front – forrygende comeback og særdeles fortjent føring til hjemmeholdet, der over hele linjen havde fornemme præstationer og gentagne helt sublime angreb at fremvise.
Svensson på banen
OB-bænken med Lars Olsen og Viggo Jensen satsede nu offensivt, og Thomas Helveg og Demba-Nyrén blev pillet ud til fordel for Caca og Rurik Gislason.
Og gæsterne overtag da også mere initiativ nu, hvor kampen i al sin fodboldmæssige logik nu vendte mere ned mod Thomas Nørgaards mål end Roy Carrolls – men SIFerne kæmpede bravt og lod ikke OB komme frem til chancer, mens publikum begejstret lod taktfaste klapsalver skylle ned over Søhøjlandets helte.
I stedet for OB var det så SIF, der kom frem til en fin mulighed i det 61. minut, da Rajko Lekic overtog bolden fra en hårdt fightende Kaimar Saag – Lekic sparkede indadskruet med højrebenet, men et par meter forbi – hvilket også blev udbyttet for Rurik Gislason i den anden ende.
Og kort efter blev Kaimar Saag så pillet ud til fordel for Martin Svensson på venstrekanten – fornem indsats af esteren, der spillede en fremragende kamp både fremad og bagud.
3-1 ved topscorer Jesper Bech!
Kampen foregik i et meget højt tempo – og SIF var rigtig godt med.
Det var ganske enkelt imponerende at se, hvordan et SIF-hold med stålfast vilje og skarp organisation ikke lod favoritterne fra OB komme frem til noget som helst – mens det i stedet var SIF, der fremviste farlighed.
Således også i det 69. minut, hvor Rajko Lekic kun manglede en halv skostørrelse for at kunne glide et Christian Holst-indlæg i nettet.
Og i det 70. minut lykkedes det så igen for det forrygende SIF-hold. Martin Svensson spillede bolden ind i feltet, hvor Frank Hansen med en knivskarp pasning bagud fandt Jesper Bech. Han tog et træk og fyrede af – og hamrede sit andet mål i kampen i nettet – 3-1!!!
Det var Jesper Bechs femte sæsonmål, og dermed skød han sig ind som ny topscorer for sin nye klub – helt forrygende start i den røde trøje.
Rajko igen tæt på
Med et kvarter igen blev Christian Holst efter en glimrende kamp udskiftet med Simon Azoulay Pedersen, der overtog på højrekanten.
Og tre minutter senere fik OB så en sjælden chance, da en giftig Peter Utaka-tværpasning endte hos Hans Henrik Andreasen, der på vanlig vis var stormet frem i feltet – men den blonde midtbanemand høvlede bolden langt over målet.
Tættere på kom Rajko Lekic i den anden ende minuttet efter, da han kom frem til et hovedstød efter at have snydt OBs offside-fælde for en gangs skyld – men bolden fløj en meter over.
Thorbjørn Holst Rasmussen fik en karantæne-givende advarsel med ti minutter igen – også Dennis Flinta og Frank Hansen havde fået det gule kort af Michael Svendsen, der igen noget tvivlsomt stak en advarsel til Martin Svensson.
Stående applaus
Indskiftede Henrik Hansen stod for kampens næste afslutning, da han tørt knaldede til en bold fra kanten af feltet i det 84. minut, men den skudstærke OBer måtte se bolden tage sidenettet i den side af målet, hvor Thomas Nørgaard var fulgt godt med ned.
Det svært tilfredse publikum på Silkeborg Stadion rejste sig i applaus mod slutningen af kampen, hvor OBerne forsøgte at finde det sidste drive ned mod SIF-målet.
Men hjemmeholdet stod godt og solidt og afviste på fornem vis de stribede tilnærmelser på en meriterende dag for SIF-holdet.
Og da dommerens fløjte lød for sidste gang på denne fantastiske mandag i Silkeborg, kunne de rød-hvide knytte næverne i triumf og række armene mod himlen – guldaspiranterne fra OB havde fået ørerne i en rød og hvid maskine!
Næste kamp for SIF-holdet er på fredag, hvor U21-landsholdet gæster Silkeborg Stadion i den ellers kampfrie weekend. Kampen spilles klokken 18.00.
Mål
- 0-1 Peter Utaka (0)
- 1-1 Kaimar Saag (42)
- 2-1 Jesper Bech (46)
- 3-1 Jesper Bech (70)
Advarsler
- Eric Djemba-Djemba
- Johan Absalonsen
- Dennis Flinta
- Frank Hansen
- Thorbjørn Holst Rasmussen
- Martin Svensson
- Henrik Hansen
SIF
- Thomas Nørgaard
- Frank Hansen
- Jim Larsen
- Thomas Bælum (20: Dennis Flinta)
- Steven Lustü
- Christian Holst (75: Simon Azoulay Pedersen)
- Martin Ørnskov
- Thorbjørn Holst Rasmussen
- Kaimar Saag (61: Martin Svensson)
- Jesper Bech
- Rajko Lekic.
OB
- Roy Carroll
- Thomas Helveg (53: Caca)
- Anders Møller Christensen
- Atle Roar Håland
- Chris Sørensen
- Espen Ruud
- Eric Djemba-Djemba (78: Henrik Hansen)
- Hans Henrik Andreasen
- Johan Absalonsen
- Njogu Demba-Nyrén (53: Rurik Gislason)
- Peter Utaka.