22. maj 2017

Flot U15-sejr over AaB

SIF’s U15-drenge leverede en fremragende præstation, da de unge talenter lørdag besejrede AaB med 5-2 hjemme på SIF Talentpark.

Der var lagt i kakkelovnen til et vaskeøgte topopgør på SIF Talentpark lørdag formiddag, da Silkeborg IF’s U15-drenge tørnede sammen med AaB’s ditto. Her viste de unge SIF-talenter sig frem på allerbedste vis, og det var derfor også ganske fortjent, at det var PC Hansens mandskab, der indkasserede alle tre point efter en sejr på 5-2.

Det var ellers gæsterne fra Aalborg, der kom bedst fra start, og bragte sig foran 1-0 midtvejs i første halvleg. Fire minutter senere kom SIF dog tilbage på rette spor, da Tobias Nissen headede et flot frispark fra Anton Holch-Leth ind bag en sagesløs AaB-keeper.

Endnu bedre blev det for SIF, da Alexander Lind med to flotte scoringer kunne bringe hjemmeholdet foran 3-1, hvilket også var stillingen ved pausen.

I anden halvleg kom AaB ud med fornyet energi og sad på det meste af spillet i de første 10-15 minutter, hvilket også resulterede i en scoring sat ind på straffe bag en ellers velspillende Lucas Udengaard Jensen.

I de efterfølgende minutter bølgede kampen frem og tilbage, men efter en times spil gjorde Mads Sonniksen det til 4-2, inden Frederik Carstensen lukkede og slukkede på et straffespark til slutresultatet 5-2.

Med sejren og de tre point rykker U15-drengene tættere på AaB, der ellers fører rækken ret suverænt. U13-drengene ligger således på tredjepladsen med 14 point for syv kampe. Næste opgave for de unge SIF-talenter er mod LKB/Gistrup søndag den 28. maj kl. 13.30.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen