5. december 2016

Flot 1. halvleg var ikke nok til SIF-sejr

SIF spillede noget af det bedste hidtil i sæsonen i 1. halvleg mod SønderjyskE. En udligning kort før pausen af gæsterne betød dog, at SIF måtte nøjes med 1-1.

Der var praktisk taget kun ét hold på banen i de første 45 minutter mandag aften på Mascot Park og det var klædt i rødt og hvidt. Det blev dog kun til den scoring, Robert Skov stod for i det 18. minut, og så sneg SønderjyskE sig ind i kampen med udligning af Johan Absalonsen kort før pausen. 2. halvleg blev ikke samme spillemæssige oplevelse, og så måtte SIF nøjes med 1-1. Det var dog den syvende kamp i træk på Mascot Park, der udløste point til kontoen.

Peter Sørensen havde foretaget en enkelt ændring i forhold til seneste kamp – 2-1 sejren over FC Midtjylland fire døgn tidligere. Gustav Dahl, der kom ind allerede efter en halv time mod FC Midtjylland, havde fået chancen fra start. Men ellers var det samme besætning, og de betød faktisk, at seks af de 11 startende kunne kaldes “egen avl” – uddannet i SIF’s talentsystem. De seks: Thomas Nørgaard, Simon Jakobsen, Gustav Dahl, Robert Skov, Sammy Skytte og Jens Martin Gammelby.

En lige indledning kastede ikke mange chancer af sig. Johan Absalonsen havde et ufarligt skudforsøg i det 12. minut som første forsøg mod mål, og han var også tæt på at smutte mellem Simon Jakobsen og Dennis Flinta minuttet senere, men SIF-forsvarerne fik afværget faren.

Forvarsel om mål
Første hjørnespark stod der SIF på, det faldt i det 16. minut og førte til SIF’s første chance, da Emil Scheel fik hovedet på, men headede forbi. Det var et forvarsel, for godt et minut senere var SIF foran 1-0. Davit Skhirtladze gled godt fri i venstre side og spillede bolden ind foran mål, hvor Robert Skov kom stormende og sparkede mod mål. Via en SønderjyskE-forsvarer gik den i nettet til SIF-føring. Så var der gang i nissehuerne på Jyske Finans Tribunen – SIF havde givet gratis adgang til tilhængerne med nissebeklædning på hovedet.

SIF havde teten efter føringsmålet og satte fint opspil sammen. Sammy Skytte kom til en skudchance efter godt opspil af Gammelby og Skov i højre SIF-side. Bolden gik dog forbi mål. Et andet glimrende angreb endte med indlæg fra Gustav Dahl og et hovedstød lige forbi af Jens Martin Gammelby. Det så godt ud på hjemmeholdet.

Fremragende 1. halvleg
Nicklas Helenius var tæt på i det 36. minut, men blev presset hårdt af Kees Luijckz og Pierre Kanstrup i det centrale sønderjyske forsvar og måtte nøjes med hjørnespark, SIF var på vej til at levere en fremragende 1. halvleg, da Johan Absalonsen kom til en skudchance. Ikke specielt farligt, men Nørgaard kiksede i målet, og så trillede bolden over stregen til 1-1, Fortjent var det ikke, men en af de ældste sandheder i fodbold er, at man skal score i sine gode periode. Det gjorde SIF kun en enkelt gang, og dermed kunne holdene gå til pause med uafgjort.

Tempoet faldt i 2. halvleg, men stadig havde SIF god kontrol over kampen, dog uden at spille sig til oplagte chancer. Man skulle helt hen til det 69. minut, før første SIF-forsøg i 2. halvleg kunne registreres. Emil Scheel gik godt ind i banen fra venstrekanten og fyrede højrefoden af. Bolden gik dog et godt stykke til “den lange” side.

I den anden ende var indskiftede Tommy Bechmann tæt på med et skud fra tæt hold, men Simon Jakobsen blokerede til hjørnespark. 

Peter Sørensen forsøgte at revitalisere SIF-offensiven indskiftning af Andreas Albers for Emil Scheel med 20 minutter igen, og siden kom også Emil Lyng ind i stedet for Scheel. Farligt blev det dog aldrig for alvor, og så endte det 1-1.

SIF spiller årets sidste kamp i Lyngby på lørdag, den 10. december, hvorefter turneringen genoptages 18.-19. februar 2017, hvor SIF har hjemmekamp mod AC Horsens. 

Kampen i tal:
Alka Superligaen, 20. spillerunde, mandag den 5. december kl. 18.00 på Mascot Park:
Silkeborg IF – SønderjyskE (1-1)
Mål: 1-0 Robert Skov (18.), 1-1 Johan Absalonsen (41.)
Advarsler: Marc Dal Hende, SønderjyskE.
Tilskuere: 2.957
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Gustav Dahl – Robert Skov, Ibrahim Moro, Sammy Skytte, Emil Scheel (71.: Andreas Albers) – Davit Skhirtladze (79.: Emil Lyng), Nicklas Helenius.
Cheftræner: Peter Sørensen.
SøndrjyskE (4-1-4-1): Lukas Fernandes – Marc Pedersen, Pierre Kanstrup, Kees Luijckx, Marc Dal Hende – Janus Drachmann 85.: Philip Zinkernagel) – Troels Kløve, Marcel Rømer, Nicolaj Madsen, Johan Absalonsen (65.: Tommy Bechmann) – Mikael Uhre (46.: Simon Kroon).
Cheftræner: Jacob Michelsen 

Mål

  • 1-0 Robert Skov (18.)
  • 1-1 Johan Absalonsen (41.)

Advarsler

  • Marc Dal Hende
  • SønderjyskE

Silkeborg IF (4-4-2)

  • Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby
  • Dennis Flinta
  • Simon Jakobsen
  • Gustav Dahl – Robert Skov
  • Ibrahim Moro
  • Sammy Skytte
  • Emil Scheel (71.: Andreas Albers) – Davit Skhirtladze (79.: Emil Lyng)
  • Nicklas Helenius. Cheftræner: Peter Sørensen. SøndrjyskE (4-1-4-1): Lukas Fernandes – Marc Pedersen
  • Pierre Kanstrup
  • Kees Luijckx
  • Marc Dal Hende – Janus Drachmann 85.: Philip Zinkernagel) – Troels Kløve
  • Marcel Rømer
  • Nicolaj Madsen
  • Johan Absalonsen (65.: Tommy Bechmann) – Mikael Uhre (46.: Simon Kroon). Cheftræner: Jacob Michelsen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen