1. marts 2018

Dramatik da SIF tabte El Plástico

Dramatik da SIF tabte El Plástico

Et rødt kort til målmand Thomas Nørgaard blev afgørende torsdag aften, da SIF tabte 1-3 i Farum til FC Nordsjælland.

Den nyindstiftede røde El Plástico pokal blev i Farum, da cuppen om kunstgræsset blev spillet torsdag aften mellem Alka Superligaens to kunstgræsklubber, SIF og FC Nordsjælland. Hjemmeholdet vandt 3-1, og afgørelsen var kontroversiel. Thomas Nørgaard blev udvist for at tage med hænder udenfor feltet, og på det efterfølgende frispark reddede Dennis Flinta på stregen, men bolden blev dømt inde til stor frustration for SIF’erne.

SIF-manager Peter Sørensen havde igen ændret SIF-holdet på fire pladser i forhold til sejren i Haderslev tre dage tidligere. Magnus Mattsson var foretrukket i angrebet i stedet for Gustaf Nilsson og Marc Rochester på venstrekanten i stedet for Stephan Petersen. Desuden var det centrale forsvar ændret på grund af karantæne til Simon Jakobsen og en skadet skulder for Tobias Salquist. Dennis Flinta og Jeppe Gertsen varetog opgaven ligesom i den sidste halve time i Haderslev.

SIF kom fint fra start med kontrol over kampen. De perfekte baneforhold på kunstgræsset i Farum indbød til god fodbold, og begge mandskaber var i stand til at levere. Første chance tilfaldt FC Nordsjælland ved Mathias Rasmussen, hvis skud fra distancen dog gik forbi Thomas Nørgaards mål.

FC Nordsjælland kom foran i det 10. minut på et mønstermål. Bolden blev løftet frem til Magnus Kofod Andersen, der elegant headede den ned for fødderne af Ernest Asante. Den målfarlige angriber sendte bolden fladt mod den fjerneste stolpe, og via indersiden af opstanderen gik den i mål til 1-0.

To hurtige mål
SIF svarede hurtigt igen. På angrebet efter forsøgte Vladimir Rodic at drible forbi Victor Nelson i feltet. Han blev stoppet ureglementeret, og Jakob Kehlet fløjtede helt korrekt for straffespark. Davit Skhirtladze var iskold i minus fire grader og sendte bolden ind fra 11 meter uden chance for FCN-keeper Runar Alex Runarsson. 1-1 efter 12 minutter. Så var vi ligesom i gang i kampen om El Plastico Pokalen.

Chancerigdommen fortsatte. Tobias P. Mikkelsen testede Nørgaard med et skud fra spids vinkel. og Jens Martin Gammelby skød i sidenettet efter et godt dybdeløb på en høj tværaflevering. Underholdning i top i vinterkulden på Right To Dream Park på årets første officielle forårsdag.

Stor Rodic-chance
I den følgende fase af kampen lagde FC Nordsjælland et tungt pres på SIF-forsvaret, men det var Vladimir Rodic, der havde den største chance. Den nytilkomne SIF’er gik solo fra midten på en hurtig omstilling og løb fra FCN-forsvarerne. Fri foran mål sparkede han imidlertid forbi mål. Da var der spillet en halv time.

SIF kom lidt bedre med, men det var fortsat FCN, der var mest på bolden – og farlige. Mikkel Rygaard havde to gode skudchancer, der sagtens kunne have bragt hjemmeholdet foran. I stedet placerede den tidligere Lyngby-spiller bolden for yderligt i begge tilfælde, så den gik forbi.

Moro med chance
FCN var også fra 2. halvlegs start mest på bolden, men kom ikke frem til chancer som før pausen. Eftre godt en times spil var det således Ibrahim Moro, der fik chancen for at bringe SIF i front. På en ripost efter godt gennembrud af Marc Rochester i højre side sparkede han imidlertid over mål.

Rødt kort til Nørgaard
Kampen dramatiske højdepunkt kom i det 70. minut. Thomas Nørgaard kiksede et udspark, bolden blev opfanget af Ernest Asante, der prøvede at løfte bolden over Nørgaard, der var styrtet ud for at blokere. Det lykkedes også, men med hæderne udenfor feltet, og den slags giver rødt. Ud med Nørgaard. Peter Friis måtte i aktion, hvilket betød, at Magnus Mattsson måtte trækkes ud af kampen.

På det efterfølgende frispark scorede FC Nordsjælland til 2-1. Mikkel Rygaard sparkede på mål, Peter Friis parererede  ud til indskiftede Nicklas Strunck. Han halvkiksede sit spark, og bolden gik i en blød bue over Friis, hvorefter Flinta headede væk på stregen. Sådan så det i hvert fald ud, men linjevogteren vinkede mål til stor frustration for SIF’erne.

Debut til Alex
Peter Sørensen forsøgte fra bænken at ændre slagets gang ved at sende først Gustaf Nilsson siden Alex på banen til brasilianerens debut. Nede med en mand blev der dog for hårde odds, og Nikolai Baden kunne gøre det til 3-1 på en omstilling dybt inde i overtiden. Efter fem kampe på stribe med point måtte SIF forlade banen som taber.

SIF spiller igen allerede mandag, hvor FC Midtjylland kommer på besøg på JYSK park med kickoff kl. 20.05. Køb billet til kampen her.

Kampen i tal:
Alka Superligaen, 23. runde, torsdag 1. marts kl. 18.00 på Right To Dream Park:
FC Nordsjælland – Silkeborg IF 3-1 (1-1)
Mål: 1-0 Ernest Asante (10.), 1-1 Davit Skhirtladze (st., 12.), 2-1 Nicklasl Strunck (75.), 3-1 Nikolai Baden (90.)
Udvisning: Thomas Nørgaard
Tilskuere: 1.251
FC Nordsjælland (3-4-3): Runar Alex Runarsson – Ulrik Yttergård Jenssen, Victor Nelson, Andreas Skovgaard – Tobias P. Mikkelsen, Magnus Kofod Andersen, Mathias Jensen, Mathias Rasmussen – Ernest Asante, Mikkel Rygaard, Mikkel Damsgaard
Silkeborg IF (4-4-1-1): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Jeppe Gertsen, Valance Nambishi – Vladimir Rodic, Casper Sloth, Ibrahim Moro(85.: Alex), Marc Rochester Sørensen . Magnus Mattsson (74.: Peter Friis Jensen) – Davit Skhirtladze (78.: Gustaf Nilsson)
Manager: Peter Sørensen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen