23. september 2017

Træværket kom i vejen i Parken

Når man besøger Parken handler det om at udnytte de chancer, der byder sig, hvis man vil have noget med hjem. Det gjorde SIF ikke lørdag aften, og dermed måtte Søhøjlandets helte drage tomhændede tilbage over Storebælt. I kampens indledning havde både Sammy Skytte og Marc Rochester forsøg, der prellede af på Parkens træværk. I stedet for SIF-føring scorede FCK to gange i hver halvleg – færdigt arbejde af mestrene i Parken.

Peter Sørensen havde valgt at ryste posen med taktiske brikker og stillede op med et tremandsforsvar, hvor Simon Jakobsen og Dennis Flinta var suppleret af Tobias Salquist. Jens Martin Gammelby og Gregor Sikosek var placeret som wingbacks i hver side, og i maskinrummet på midten lå Ibrahim Moro og Sammy Skytte. Tre mand udgjorde fronten: Robert Skov, Davit Skhirtladze og Marc Rochester Sørensen.

Den ændrede taktiske formation kunne dog ikke holde FCK fra chancer, og den første kom allerede i det 4. minut. Andrija Pavlovic gik bagom Gregor Sikosek i SIF’s venstre forsvarsside og centrede ind foran mål til en helt fri Pieros Sotiriou. FCK-angriberen fik dog – heldig for SIF – dårligt træf på bolden og sparkede forbi.

To gange træværk
I de følgende minutter viste SIF imidlertid, at de ikke var kommet til Parken for at pakke sig ned. Først forsøgte Sammy Skytte sig med et fladt langskud, der prellede af på stolpen, og kort efter brød Jens Martin Gammelby igennem i højre side og spillede Marc Rochester fri foran Robin Olsens FCK-mål. SIF’eren sparkede på underkanten af overliggeren, og riposten fik han sendt forbi mål. Da var der spillet under syv minutter – og det burde have været mindst 1-0 til de jyske gæster.

Underholdningen fortsatte med et godt skudforsøg af Benjamin Verbic i den anden ende – Thomas Nørgaard måtte ud i fuld længde for at parere til hjørnespark. Og fra de pænt besatte tilskuer-rækker i nationalarenaen lød det “Come on FC” og “Sejr, sejr” ned mod de hvidklædte hovedstadshelte.

FCK overtager kampen
Kampbilledet begyndte da også stille og roligt at gå FCK’s vej med højt pres og bolde i feltet foran Thomas Nørgaard, Knap midtvejs i halvlegen måtte Nørgaard tippe et hovdstødsforsøg fra Pavlovic over tværribben, og der var optræk til farlige situationer foran SIF-målet, hver gang hjemmeholdet hældte bolden i feltet på enten indlæg i åbent spil eller hjørnespark.

Konsekvensen udeblev ikke. På et indlæg fra Peter Ankersen steg Benjamin Verbic til vejrs tæt under mål, og headede FCK foran 1-0 uden chance for Nørgaard.

Verbic x 2
SIF forsøgte fortsat at komme til chancer, og Gregor Sikosek havde et behjertet skudforsøg i det 26. minut, men FC København var sat i gang med 1-0 målet. 2-0 blev det i det 27. minut, igen med Benjamin Verbic som skarpretter. Denne gang kom indlægget fra Nicolai Boilesen i FCK’s venstre-side, og det var fladt, så Verbic kunne sætte en inderside på bolden og flugte den i nettet. Nu så det umådeligt svært ud for SIF at få noget med hjem fra Parken.

Taktisk kunstgreb uden effekt
Peter Sørensen reagerede med både en udskiftning og et systemskifte i pausen. Gustaf Nilsson om på banen på bekostning af Tobias Salquist, og SIF gik nu over i sin sædvanlige 4-2-3-1 formation med den indskiftede svensker på toppen. Det gav i de første minutter et lille SIF-overtag, men FCK dræbte definitivt kampen med Andrija Pavlovic’ mål til 3-0 i det 49. minut. En hurtig bolderobring på midten, en stikning i dybden, og så var Pavlovic fri og kunne sende bolden forbi Thomas Nørgaard.

Nu handlede det om overlevelse for SIF, der kom under pres i fortsættelsen. Skudforsøg af Gustaf Nilsson, en afbrænder i fri position af Robert Skov og indskiftning af Jeppe Okkels og Casper Sloth, der havde SIF’ bedse forsøg i afslutningen, ændrede ikke for alvor på kampbilledet, Som en naturlig konsekvens af overtaget blev det 4-0 ved indskiftede Rasmus Falk.

SIF spiller igen superligakamp på næste søndag, hvor FC Nordsjælland kommer på besøg på JYSK park til en nyklassiker mellem to kunstgræsklubber – Superligaens El Plastico. Der er kampstart kl. 12.00.

Kampen i tal:
Alka Superliga, 10. runde, fredag den 23. september 2017 kl. 18.00 i Telia Parken:
FC København – Silkeborg IF 4-0 (2-0)
Mål: 1-0 Benjamin Verbic (22.), 2-0 Benjamin Verbic (28.), 3-0 Andrija Pavlovic (49.), 4-0 Rasmus Falk (78.)
Advarsler: Michael Lüftner, Peter Ankersen, FCK, Ibrahim Moro, SIF.
Tilskuere: 14.403
FC København (4-4-2): Robin Olsen – Peter Ankersen, Denis Vavro, Michael Lüftner, Nicolai Boilesen – Kasper Kusk (70.: Rasmus Falk), Jan Gregus, Carlos Zeca, Benjamin Verbic – Andrija Pavlovic (80.: Martin Pusic), Pieros Sotiriou (78.: Carlo Holse).
Manager: Ståle Solbakken
Silkeborg IF (3-4-3): Thomas Nørgaard – Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Tobias Salquist (46.: Gustaf Nilsson) – Jens Martin Gammelby, Ibrahim Moro, Sammy Skytte, Gregor Sikosek  – Robert Skov, Davit Skhirtladze (70.: Casper Sloth), Marc Rochester Sørensen (56.: Jeppe Okkels).
Manager; Peter Sørensen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen