13. marts 2025

Fanfokus: SIF Hovedstaden samler SIF’ere på Sjælland

SIF Hovedstaden spiller en stor rolle i at dyrke fællesskabet omkring Silkeborg IF, når vi spiller på Sjælland.

Fanscenen omkring Silkeborg IF vokser og udvikler sig i lynets hast disse år.

Derfor sætter SIF fokus på en række af de fangrupperinger, som løfter stemningen, engagementet og samhørighedsfølelsen omkring klubben til et nyt niveau. Det kommer vi til at gøre lidt løbende i 2025 med artikelserien Fanfokus.

Søndag spiller vi den afgørende kamp i 3F Superligaens grundspil på Brøndby Stadion, hvor vi har brug for massiv opbakning, sådan at Silkeborg IF kan sikre sig den sidste plads i top 6.

Derfor er det ganske nærliggende at sætte fokus på SIF Hovedstaden i denne ombæring.

Vi har bedt Frederik Hvillum, der er en af frontpersonerne i SIF Hovedstaden, om at gøre os klogere på, hvem SIF Hovedstaden er, og hvordan man støtter SIF.

Hvem står bag SIF Hovedstaden?
Det gør en flok kammerater, som har fulgt SIF gennem årene. Forpersonerne er mig selv, Frederik, og Jens Malthe, som står bag de rigtig fine(…!) grafiske designs, som er kommet ud på vores Instagram.

Hvornår og hvordan opstod SIF Hovedstaden?
Personligt var jeg selv involveret i fanscenen, da jeg boede i Jylland, og da jeg så flyttede til København, manglede der en egentlig gruppe. Efter en håndfuld år i det københavnske opstod ideen i 2020 under pandemien, da vi ikke rigtigt kunne komme på stadion og se fodbold. Vi var en vennegruppe, der længe havde set fodbold sammen på Sjælland.

I sensommeren ’21, helt nøjagtigt d. 6 august på en bodega, efter den overbevisende 4-1-sejr over Viborg, besluttede vi os for, at vi skulle lave en gruppe for Silkeborg-fans i hovedstadsområdet. Kraftigt inspireret af de ældre SIF-Sjælland, som vi også ofte ser fodbold med, besluttede vi os for navnet, og vi overtog også deres Facebook-side, som dog ikke er så aktiv, som vi havde håbet på. Vi fik stablet en Instagram-side på benene, og havde måske en lidt mere humoristisk vinkel på tingene, end andre SIF-konti. Bl.a. fik et medlem hele truppen til at synge med på, at alle slikker isse på Gojani, hvilket var et hit under bronze-sæsonen.

Hvad er formålet med SIF Hovedstaden?
Det er egentlig meget simpelt. Så ofte som det tillader sig, mødes vi og ser SIF-kampene. Er det på Sjælland, er det oftest på tribunen, og til andre kampe mødes flere SIF’ere ofte på bar. Det er lidt forskelligt, hvor det er, men for tiden sidder der ofte en flok på Kennedy’s på Gl. Kongevej.

Hvordan bliver man en del af SIF Hovedstaden? Hvordan kan man støtte op om jeres fællesskab?
Man er mere end velkommen til at komme hen og sige hej på stadion. Vi står oftest tæt på vores banner. Det er ikke alle, der er lige aktive mht. stemningen, så det er lidt forskelligt, hvor meget folk går op i lige det. Giv os gerne et følg på Instagram, hvor vi prøver at opdatere, hvis vi mødes på kampdage.

Hvad betyder det for jer/jeres fællesskab, når der spilles kampe i og omkring Hovedstaden?
Det er jo altid sjovest at se fodbold på stadion. Og især med gode venner. Vi har haft nogle rigtigt sjove ture i Brøndby og især i Parken, hvor vi oftest har drukket nogle øl i Fælledsparken inden kampstart. Det er også en rigtig god måde at holde kontakten ved lige.

Er der andet vi skal vide om SIF Hovedstaden?
Vi har et fodboldhold! Langt nede i rækkerne, så Tonni og Co. skal ikke føle sig truet. Endnu.

Hvorfor skal man som silkeborgenser i hovedstadsområdet tage med til kamp i Brøndby på søndag?
Fodbold skal bare ses på stadion. Det bliver jo heller ikke mere spændende, end det er lige nu, så spillerne har i den grad brug for støtten.

Læs alt om udebaneturen til Brøndby lige her: Nu skal det afgøres: Tag med og støt holdet i Brøndby!

Du kan følge SIF Hovedstaden både på Facebook og Instagram!

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen