23. oktober 2022

“En kæmpe mavepuster”

Det var en ærgerlig Sebastian Jørgensen, der efter et sent 3-2 nederlag til AC Horsens søndag kommenterede på kampens forløb.

I 3-2 nederlaget til Horsens fik den brandvarme kantspiller tilføjet yderligere to mål til målkontoen – men Sebastian Jørgensen var naturligvis skuffet over igen at se SIF miste point til allersidst.

– Man står lidt med samme følelse som efter sidste uges kamp mod Randers, hvor vi også lukkede et mål ind i de sidste minutter. Det er altid tungt at lukke et mål ind til sidst, for vi havde levet med et 2-2 resultat kampens forløb taget i betragtning. Vi fik et rødt kort imod os tidligt i 2. halvleg, og så blev det endnu sværere, da de scorede på frisparket efterfølgende. På trods af dét fik vi kæmpet os godt tilbage, og et 2-2 resultat havde været godkendt. Vi leverede en god 1. halvleg, hvor vi kom frem til flere gode chancer, hvor vi et par gange kunne have udbygget føringen, hvis vi havde været skarpere, og det skulle vi forsøge at fortsætte i 2. halvleg – men det tidligere røde kort betød, at det blev svært at leve op til, lagde Sebastian Jørgensen ud, inden han uddybede, hvordan holdet op til kampen havde forberedt sig på et organiseret Horsens-mandskab.

– Vi havde før kampen snakket om, at det var vigtigt, at vi ikke kom bagud fra start, og hvis vi kunne score et tidligt mål, ville det være et drømmescenarie, for så ville det betyde, at Horsens skulle længere frem på banen. Det lykkedes vi med, men at Horsens udlignede 10 minutter senere, var bestemt ikke optimalt. Det var fint at komme foran, men hvis vi ikke kan holde det mere end ti minutter, er det ret ligegyldigt, uddybede Sebastian Jørgensen inden han kommenterede på det røde kort til Tobias Salquist, der blev uddelt tidligt i 2. halvleg samt holdets indstilling herefter.

– Det røde kort og målet direkte på frispark var en kæmpe mavepuster, og man tænkte, at det ville blive op ad bakke derfra. Men på trods af dét er man nødt til at blive ved med at spille og tro på det, for der er altid muligheder, hvilket vi også viste i dag. Hele holdet arbejdede hårdt, selv om det så svært ud, og de der kom ind fra bænken bidrog med en masse energi, hvilket var nødvendigt. Desværre var det ikke nok i sidste ende, lød det fra den formstærke kantspiller inden han kommenterede på sin egen præstation og målfarlige form for Silkeborg IF, som har kastet seks mål i de seneste tre kampe af sig.

– Vi har fundet hinanden i front, og jeg bliver serviceret godt af både Helenius og Kusk i dag og generelt, så vi har fundet et godt samarbejde. Jeg nyder virkelig at spille fodbold for tiden, og selv om vi tabte i dag, håber jeg selvfølgelig på, at jeg kan bygge videre på målstimen og hjælpe holdet yderligere, lød det til sidst fra Sebastian Jørgensen.

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen