14. september 2023

En drengedrøm er blevet til virkelighed

Alexander Busch er med i et stort interview i det nye SIF in Business-magasin, hvor man bl.a. kan læse om Silkeborg-drengens rejse fra Resenbro UIF til SIF’s førstehold. Interviewet kan også læses her på hjemmesiden.

Mange helt unge drenge og piger løber rundt med en drøm om at blive professionel fodboldspiller.

Sådan var det også for niårige Alexander Busch, der spillede fodbold med sine venner i Resenbro UIF.

Som altid i den alder var det fællesskabet og de gode oplevelser med kammeraterne, der var i fokus. Men for Alexander Busch blev drømmen om en professionel fodboldkarriere hurtigere prioriteret end hos så mange andre.

– Det har altid været min drøm at blive fodboldspiller. Og det har altid været for Silkeborg IF i første omgang, når nu jeg er født og opvokset i Resenbro. Jeg har mange virkelig gode minder fra min barndom i Resenbro UIF, hvor jeg havde det sjovt med drengene fra min klasse. Vi blev trænet af nogle af fædrene og hyggede virkelig hver eneste gang, vi mødtes. Jeg husker stadig, hvor fedt det var til Linå Cup, siger Alexander Busch med et smil.

– Men jeg gik nok lidt mere op i det end de andre. Jeg græd, når vi tabte, og måske var jeg lige et nøk bedre end mine holdkammerater, så jeg ville gerne prøve mig af i SIF som niårig allerede.

U10 i SIF
Som sagt så gjort og i sommeren 2012 begyndte Alexander Busch på SIF’s U10 hold, og han har spillet i klubben lige siden.

Han blev siden indsluset i SIF’s strukturerede talentudviklingsprogram. Først på Talent Team med skolegang i 7.-9. klasse på Sølystskolen sideløbende med fodbolden i SIF, hvorefter han gled naturligt op på Silkeborg Fodbold College og skiftede folkeskolen ud med College360 og HHX-uddannelsen.

Men selv om det på papiret ligner, at Alexander Busch har taget den snorlige motorvej gennem SIF’s talentsystem, så har knægten fra Resenbro måtte ud på nogle omveje.

– I SIF har jeg aldrig været det største talent, og jeg fik stort set hele mit U14-år ødelagt af en skade. Jeg voksede voldsomt i den periode, og det kunne mine knæ ikke holde til. Jeg spillede måske kun to-tre kampe på en sæson. Der blev jeg sat langt tilbage, siger Alexander Busch og uddyber.

– Som førsteårs U17 spillede jeg på andetholdet… Der tvivlede jeg da på, om fodbold skulle blive til noget, men som andetårs U17 havde jeg en ret eksplosiv udvikling, og jeg greb chancen i Liga-truppen, når jeg fik mine kampe.

– Det var en kombination af hårdt arbejde, og så fik jeg Jesper Mikkelsen som cheftræner. Han var virkelig god for mig, og han troede på mig. Han lærte mig, hvordan man skal opføre sig som professionel. Jeg kunne godt komme slaskende til træning eller komme to minutter for sent. Det fik Jesper sat en stopper for, da han satte mig på bænken og forklarede, at det ALDRIG skulle gentage sig. I dag kan jeg se, at han gjorde en kæmpe forskel for min udvikling, siger Alexander Busch.

Gennembrud i foråret
Både Alexander Busch og SIF-fansene kan altså sende en venlig tanke til Jesper Mikkelsen, der efter en årrække i Silkeborg IF i dag er ansat hos DBU som U16-landstræner.

For gennembruddet kom nemlig for knægten fra Resenbro.

Busch fik sin førsteholdsdebut 15. maj 2021 i 1. divisionskampen mod HB Køge. Han fik en håndfuld kampe hist og pist, inden han bragede igennem for Superliga-holdet i foråret i den forgangne sæson.

Joel Felix gik i stykker i den sidste grundspilskamp mod FC Midtjylland, og unge Alexander Busch var første mand i køen som afløser i centerforsvaret.

Den dengang 19-årige forsvarsspiller greb i høj grad chancen og var en af SIF’s absolutte profiler i et forår, der ellers var op ad bakke i de første seks kampe.

– Det er selvfølgelig ikke fedt, at mit gennembrud kom, fordi ’Joe’ blev skadet, men sådan er fodbold også. Jeg glæder mig over, han er ved at være tilbage, og jeg synes også selv, jeg gik ind og gjorde det okay i hans fravær i foråret.

– Det gik meget stærkt, og jeg blev lynhurtigt en fast del af startelleveren i et tæt kampprogram. Jeg var egentlig bare stolt over, at jeg nu var i startopstillingen for den klub, hvor jeg selv som dreng stod på tribunen og heppede på de lokale helte. Det var lidt surrealistisk, selv om jeg havde været en del af førsteholdstruppen noget tid, men der var heldigvis ikke meget tid til at tænke over det, griner Alexander Busch.

Golden Boy
Succesen for SIF blev også bemærket både nationalt og internationalt.

Den 20. juni debuterede Alexander Busch på det danske U21-landshold om aftenen mod Wales.

Tidligere den dag kom det frem, at den unge centerforsvarer var blevet udnævnt som et af de 100 største fodboldtalenter i Europa, og dermed var Alexander Busch på den prestigefyldte Golden Boy-liste med navne som Jude Bellingham, Jamal Musiala og Gavi.

Fint selskab for en ung gut fra Resenbro UIF…

– Det var lidt en vild dag, men mest fordi jeg fik lidt af en mareridtsdebut for U21-landsholdet, da jeg fik et rødt kort. Men altså, det er kæmpestort at være tæt på U21-landsholdet – det med Golden Boy-listen lægger jeg ikke så meget i. Det er da meget sjovt, og jeg bliver da også drillet lidt med det på den gode måde her i klubben. Men jeg vil egentlig helst bare spille fodbold uden der er alt for meget opmærksomhed omkring min person, smiler Busch.

Profil i SIF
Men den rolige dreng fra Søhøjlandet skal så småt begynde at vænne sig til opmærksomheden fra omverdenen.

I første omgang ’bare’ i det lokale, men hvis den helt store drøm skal gå i opfyldelse, så vil der komme skærpet opmærksomhed fra større udgivelser end SIF in Business – trods alt.

– Den helt store drøm er jo at komme til udlandet på et tidspunkt. Men det tænker jeg ikke så meget over endnu. Det handler om at blive en fast del af startopstillingen over en længere periode. At udvikle mig og barbere ned på de fejl, der vil være der hos en ung spiller, siger Alexander Busch og slår fast.

– Jeg er ved at være der, hvor jeg er skuffet, hvis ikke jeg er i startopstillingen, og sådan skal det være på dette niveau. Jeg har det rigtig godt med, at der er stor konkurrence i centerforsvaret, men nu skal jeg for alvor bide mig fast og blive en profil for SIF.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen