29. august 2019

Dyr tur i næstbedste række: SIF-underskud på 5,7 mio. kr.

Dyr tur i næstbedste række:
SIF-underskud på 5,7 mio. kr.

Det første halvår af 2019 udløste et underskud før skat på 5,7 mio. kr. i Silkeborg IF Invest-koncernen. Underskuddet var forventet efter et forår i den næstbedste række.

Selv om Silkeborg IF Invest-koncernen driver både erhvervsudlejning på Papirfabrikken og hotel- og konference drift i Radisson Blu Hotel Papirfabrikken, er det fodbold, der fylder negativt i regnskabet for første halvår af 2019. Det samlede koncern-resultat lyder på et underskud før skat på 5,7 mio. kr. mod et overskud på 22,6 mio. kr. året før. Fodbolden isoleret set har givet et underskud på 10,7 mio. kr. i halvåret.

– Tallene viser jo, hvad det koster at spille en sæson i den næstbedste række. Fodbold-underskuddet var nogenlunde det samme i sidste halvår af 2018, så regningen på ét års fodbolddrift i næstbedste række er på omkring 20 mio. kr. Netto-underskuddet i fodbold havde vel været 10 mio. kr., hvis ikke vi var rykket ud i maj 2018, siger adm. direktør Kent Madsen.

Han betegner halvårets resultat som acceptabelt. Det følger forventningerne efter at klubben valgte at fastholde superliga-setup på trods af nedrykningen.

Udlejningen af erhvervslejemål på Papirfabrikken følger forventningerne, mens der er underskud på hotel- og konferencedriften på 700.000 kr.

– Resultatet på hotel- og konferencedelen er ikke tilfredsstillende, og det skal vi have gjort noget ved, siger Kent Madsen.

I lyset af fodbold-tallene i halvårs-rapporten glæder Kent Madsen sig naturligvis over oprykningen til 3F Superligaen, hvor især tv-indtægterne er højere. Men han understreger også, at selskabets visions-mål om at opnå gennemsnitlig balance i fodbold-økonomien hen over de næste fire år er afhængig af transfer-indtægter.

– Jeg vil godt understrege, at vi, så længe vi har den nuværende ejerstruktur, fastholder en målsætning om økonomisk fodbold-balance hen over perioden 2018-22. Vi vil have orden i penalhuset, selv om det for mange SIF-tilhængere kan virke som en kedelig tilgang, siger Kent Madsen og fortsætter:

– Med de gode transferindtægter i ’18 kom vi lidt foran, men det er en hårfin balance. Det er en stor udfordring på den baggrund at blive en stabil superliga-klub, og det er også derfor, at vi søger en stærkere ejerstruktur. Der er dog ikke nyt fra den front og ingen aktuelle forhandlinger, slår SIF-direktøren fast.

Af halvårs-rapporten fremgår det ligeledes, at Silkeborg IF Invest-koncernen forudser et overskud før skat på 5-10 mio. kr. for hele 2019. Resultat-forventningerne blev tidligere på måneden opjusteret efter Robert Skov’s skifte fra FC København til tyske Hoffenheim. Silkeborg IF sikrede sig en andel af et videresalg fra FC København, da den målfarlige midtbanespiller blev solgt i januar 2018.

Læs hele delårsrapporten her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen