22. november 2023

Det store overblik: Sådan gik det SIF’erne på landsholdstjeneste

Silkeborg IF har haft syv spillere på landsholdstjeneste i denne periode – læs her, hvordan SIF’erne klarede sig.

Landsholdsperioden er vel overstået, og nu handler det for Silkeborg IF om at forberede sig på mandagens 3F Superligakamp på JYSK park mod CD Mafras danske søsterklub.

Men inden de sidste SIF’ere lander på Søholt igen, giver vi dig et her overblik over de spillere, der har været af sted på landsholdstjeneste den seneste uges tid.

New Zealand

New Zealand har brugt landskampsterminen på at spille to venskabskampe, og som vanligt var Callum McCowatt med All Whites. Mod Grækenland fik vores løbestærke midtbanespiller i fredags 83 minutter i 2-0-nederlaget i Athen, mens det i går blev til 77 spilminutter for McCowatt i 1-1-kampen mod Irland i Dublin. Dermed kommer vores kiwi retur med masser af minutter i bentøjet.

Zambia

Lubambo Musonda var ikke i truppen i Zambias 4-2-sejr over Congo i fredagens VM-kvalifikationskamp, men det var vores hurtige back til gengæld i går, da han fik de sidste 12 minutter i 2-1-nederlaget til Niger i en VM-kvalkamp, der blev spillet i Marokko. Zambias VM-kvalifikationsgruppe føres netop af forhåndsfavoritterne fra Marokko.

Peru

Oliver Sonne var for anden gang i træk udtaget til Perus landsholdssamling, men desværre fik vores back heller ikke sin debut i denne omgang. Sonne var ikke i truppen i Bolivias højder, mens han i nattens kamp mod Venezuela så til fra bænken kampen igennem. Peru tabte til Bolivia og fik 1-1 hjemme mod Venezuela. Det placerer Peru sidst i den sydamerikanske VM-kval, dog kun med tre point op til en playoff-plads. Vamos, La Bicolor!

Hør Oliver Sonne fortælle om sit første møde med peruviansk landsholdsfodbold her.

Island

Stefán Thórdarson var efter en række gode præstationer for SIF igen at finde blandt Åge Hareides udvalgte. Island havde udspillet sin rolle i VM-kvalifikationsgruppe J, og islændingene tabte 4-2 ude mod Slovakiet og 2-0 i Portugal i denne ombæring. Stefán Thórdarson kom på banen efter 25 minutter af kampen i Slovakiet, mens han sad på bænken kampen igennem i Lissabon. Island skal nu spille playoff om en EM-billet. Stefán er allerede tilbage på Søholt og var med i tirsdagens træningskamp mod Hobro.

Danmark U21

Alexander Busch var med det danske U21-landshold og startede på banen i torsdagens træningskamp mod Marokko, som blev vundet med 3-0. Busch blev udskiftet i pausen i en rotationstung kamp. U21-landsholdet tog mandag en vigtig 2-1-sejr i Wales i EM-kvalifikationskampen og fører nu gruppen. Busch var på bænken kampen igennem i Wales.

Danmark U19

Det danske U19-landshold vandt i denne samling sin gruppe og er nu klar til den afgørende del af EM-kvalifikationen. Danmark vandt sin gruppe foran Frankrig, Island og Estland. SIF var repræsenteret ved Aske Andresen, der vogtede buret i 4-0-sejren over Estland. I sejren mod Frankrig og deleren mod Island var Theo Sander foretrukket i målet.

Danmark U16

Vi har p.t. William Møller med det danske U16-landshold, der spiller international turnering i Spanien. William spillede i går hele kampen, som sluttede 2-2, mod Holland. Danmark mangler stadig at møde Mexico og Saudi-Arabien i turneringen, der slutter søndag.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen