Anders Klynge glædede sig over tre point, da Silkeborg IF søndag eftermiddag slog gæsterne fra AC Horsens med 2-1 – i en kamp, der i fynboens øjne blev lidt for spændende til sidst.
Det var en tilfreds Anders Klynge, der efter kampen kommenterede på sejren, som han dog mener kunne være blevet større, hvis silkeborgenserne havde været mere tålmodige på bolden.
– I første halvleg havde vi styr på kampen, men i anden halvleg blev det mere løst. Vi skulle have lukket kampen tidligere, for det blev lidt for spændende mod slutningen. I anden halvleg kom vi til at sætte bolden for meget på spil, så vi mistede den og gav dermed Horsens muligheden for igen at presse os. Vi så mulighederne for at spille på omstillinger, men vi blev forhastede i forsøget på at score det tredje mål, hvilket er en af grundene til, at kampen blev lidt for spændende til sidst, lagde Anders Klynge ud, inden han kommenterede på den ærgerlige situation kort før pausen, hvor Nicolai Larsen måtte udgå med en hovedskade, hvor den unge Aske Andresen kom ind i stedet for.
– Stemningen var egentligt meget rolig i pausen, selv om Nicolai Larsen måtte gå ud med en skade lige inden, der blev fløjtet af. Aske Andresen er en rigtig dygtig målmand, og han har højden til at gøre en forskel i luftspillet ved indlæg, og det gjorde han også. Han gjorde det rigtig fint, og der var ikke noget at sætte en finger på i dag, lød det fra Klynge, inden den altid hårdt arbejdende midtbanemand kiggede frem mod torsdagens opgør mod FCSB i Europa Conference League.
– Vi håber og tror selvfølgelig altid på, at vi kan få point mod de hold, som vi møder, og det håber vi også på, at vi kan på torsdag mod FCSB. FCSB er bestemt ikke noget dårligt hold, og de har været godt med i begge deres andre kampe mod Anderlecht og West Ham – lige som vi selv har. Det bliver uden tvivl en svær kamp, men vi håber på, at vi alligevel kan få tre point og dermed få ordentligt gang i vores Conference League-kampagne, afsluttede Anders Klynge.
Interview: Anders Mathiasen
.