23. januar 2023

Bloch amok mod AaB

Kristian Bloch scorede hele fire mål, da SIFs U13 i weekenden slog AaB med 7-1 i en træningskamp. Også U17 og U15 slog nordjyderne, mens U19 tabte 2-1. U14 slog VRI 2-0.

U19: Silkeborg IF – AaB 1-2
Mål SIF: Frederik Nedergaard

– Vi spillede årets første træningskamp på Søholt. 1. halvleg var lige. Vi havde lidt vanskeligheder i vores pres, hvor vi for tit kom for langt fra modstanderen og derfor blev spillet forbi. Til gengæld havde vi forholdsvist nemt ved at spille os ud af deres pres. 2. halvleg startede med en scoring til os efter 7 min. på et fint gennemspillet angreb. De scorede derefter to mål efter indlæg, som vi burde have afværget. Vores pres var i 2. halvleg bedre afstemt, og det meste af spillet foregik på deres halvdel. Udover målet fik vi spillet os til tre kæmpe chancer, men skarpheden manglede. Jeg synes, at vi kampen igennem forsømte at spille i bagrummet og udnytte den plads, der var dér og på siderne. Alt i alt en ok første kamp, som vi dog burde have vundet, siger U19-cheftræner Jesper Mikkelsen.

U17: Silkeborg IF-AaB 2-1
Mål SIF: Mikkel Øxenberg og William Faber

– Vi havde været lidt ramt af sygdom i løbet af ugen, men jeg syntes, at vi spillede en ganske fornuftig 1.halvleg, hvor vi var godt afklarede i vores opbygningsspil. Vi førte også fortjent ved pausen efter et flot langskudsmål af Mikkel Øxenberg og en ripost fra William Faber, men med lidt mere kvalitet i afslutningsspillet, kunne vi godt havde ført større. 2.halvleg blev lidt rodet med lidt for mange tekniske fejl, hvilket gjorde at AaB kom frem til nogle store chancer, men vi havde virkelig også vores muligheder, så kampen kunne godt have endt 4-3. Nu er vi i gang, og det er altid dejligt med en sejr, fortæller U17-cheftræner Kim Leth Andersen.

U15: Silkeborg IF – AaB: 2-1
Mål SIF: 2 x Kevin Knudsen

– Vi spillede en god kamp mod AaB, hvor vi efter en lidt passiv start begyndte at røre på os og løbende fandt nemmere vej igennem AaBs høje pres. Kevin Knudsen scorede midt i 1. halvleg på en flot vinkelafslutning, mens han headede Marius’ indlæg i kassen til 2-1. Et par gode mål efter flotte gennembrud og overordnet set var det en kamp, hvor vi var i rimelig kontrol defensivt, havde bolden mest og skabte flest chancer. Vi fik trænet vores kantpres, og det lykkedes vi fint med, mens vores fokus på opbygning i ABC den seneste tid også gav pote. Det var glædeligt med flere gode individuelle præstationer kombineret med en god holdpræstation, lyder det fra U15-træner Peter Ager.
Se målene her.

U14: Silkeborg IF – VRI 2-0
Mål SIF: Lucas Borg og Pelle Frølund

– U14 spillede lørdag årets første testkamp mod VRI fra Liga 1A. Kampen bar præg af, at de gode vaner skulle genfindes. Vi måtte desværre konstatere, at vi ikke formåede at dominere tilstrækkeligt på bolden. Vi satte for ofte bolden på spil eller mistede den grundet tekniske fejl. Vi startede kampen med at sætte et godt og energisk pres, som resulterede i flere erobringer på deres halvdel, og som førte til nogle fornuftige muligheder, som vi desværre ikke formåede at gøre færdige eller spille færdige. Vi kom dog flot fra start i 2. halvleg, hvor Lucas Borg bragte os foran efter et flot oplæg af Pelle Frølund. Herefter mistede vi i en lang periode overtaget på bolden, men det var trods alt positivt, at det aldrig lykkedes VRI at blive farlige. Drengene forsvarede med stort hjerte og nægtede VRI at komme tæt på vores mål. Med 10 minutter igen lukkede Pelle Frølund kampen med en scoring til 2-0 efter oplæg af Frederik Ibsen. Overordnet skal vi dygtiggøre os i at fastholde bolden i længere perioder efter erobringer, hvis ikke muligheden for en god omstilling opstår. I sidste ende blev det dog til en fortjent sejr, som med skarphed kunne have budt på en større måldifference, fortæller Kasper Christensen, assistenttræner U14.

U13: Silkeborg IF – AaB: 7-1
Mål SIF: Kristian Bloch x 4, George Shokri, Alexander Hansen og Sebastian Fæster.

– Vi spillede i dag året første træningskamp mod AaB, som vandt vores 8-mandsgruppe i efteråret. Vi kom rigtig godt fra start. Vi var aggressive i vores erobringsspil, sad tæt og opmærksomt på opgaven. Dette gav os mange muligheder i at lave gode omstillinger på AaBs bane efter erobringer. Derudover havde vi et fokus på vores opbygningsspil, som vi var lidt udfordret ved i dag, da AaB var meget aggressive i deres presspil. Men vi fik løst det ganske fint og fik spillet hen over deres første pres, som også gav nogle gode muligheder i det lidt mere direkte spil. Vi kom også til nogle fine situationer med vores centrale spillere ift. at kunne spille igennem, men derfra havde vi lidt svært ved at finde løsninger ved at kunne kombinere os igennem. Trods en flot og sikker sejr på 7-1, så er der stadig ting, vi skal arbejde med. Fx vores 1v1 defensivt, vores opbygningsspil centralt (via kombinationer) og at spille kampen til ende. Men alt i alt en god kamp og dejligt at være i gang igen, siger U13-træner Nick Sønderskov Hansen.

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen