Jim Larsen blev den uheldige helt på Silkeborg Stadion, da han godt et kvarter før tid scorede selvmål mod OB – og det rakte til en fynsk sejr i den ellers tætte affære.
For fjerde gang i sæsonen stod SAS Ligaens øverst placerede hold på menuen, da OB lørdag gæstede Silkeborg Stadion.
Topholdet OB kom til Silkeborg med to uafgjorte kampe i bagagen – og revanchetørst, da Silkeborg IF jo slog OB i Silkeborg den 31. august, hvor det blev 3-1 til Søhøjlandets Helte.
Cheftræner Troels Bech kunne igen disponere over Jesper Bech og Steven Lustü, der begge havde overstået karantæne – og de strøg direkte ind i startopstillingen, som blev udgjort af følgende spillere.
I målet stod den formstærke Lasse Heinze, mens Steven Lustü, Jim Larsen, Thomas Hansen og anfører Henrik "Tømrer" Pedersen tog sig af forsvarskæden.
På midtbanen huserede Peter Degn og Christian Holst på kanterne, mens Frank Hansen og Martin Ørnskov tog sig af det centrale udgangspunkt – og helt fremme lurede Rajko Lekic med Jesper Bech lige bag sig.
To energiske mandskaber
En fin regn dryssede ned over Silkeborg Stadion i timen op til kampen – og efterlod et dejligt hurtigt græstæppe, som blev betrådt af de 22 spillere ved indløbet, hvor SIFosis præsenterede en fin tifo på et stadion med ellers decideret ringe fremmøde. Kom nu, Silkeborg – 3.702 tilskuere til en hjemmekamp mod OB!?
Nå, men tilbage til kampen, hvor begge hold lagde udmærket ud i indledningen – og spillet bølgede fra den ene til den anden ende mellem de to energiske mandskaber, der ikke overlod en eneste gratis kvadratcentimeter til modstanderen.
Langsomt åd SIF sig til et lille spillemæssigt overtag, og kampens første afslutning tilfaldt hjemmeholdet i det 12. minut, hvor et Peter Degn-frisparksindlæg blev headet af Jim Larsen – men langt forbi Roy Carrolls mål.
I den anden ende fik Johan Absalonsen trykket af efter et kontraangreb, men også denne gang var der ingen fare på færde for keeperen.
God Heinze-redning
OB fik bedre fat og mere boldbesiddelse efter omkring et kvarters tid, hvor bolden nu var oftest at finde på stribede fødder – men SIF-defensiven var velorganiseret og tillod ikke OB at komme til chancer, og i stedet var det Frank Hansen, der fik prøvet lykken med et udmærket venstrebensskud, som sejlede et par meter over fynboernes mål.
SIF var stadig i høj grad med i kampen, og efter tyve minutters tid var det så hjemmeholdets tur til at være toneangivende og i angreb efter angreb – jo, det bølgede frem og tilbage mellem to fysisk stærke og godt organiserede hold.
Kampens første nogenlunde farlige chance kom i det 27. minut – da Hans Henrik Andreasen knaldede til en returbold med en hård flugter. Men Lasse Heinze fløj fornemt gennem luften og afværgede med en glimrende redning af den tilfældigt opståede chance.
Advarsel til Bech
Minutterne tikkede af sted – og indeholdt masser af indædt fight og krig om hver eneste bold. OBs Djemba-Djemba begik en regulær svinestreg mod Rajko Lekic i det 35. minut – men slap på mystisk vis for advarsel.
Og to minutter senere diskede SIF op med et flot og gennemspillet angreb, der sluttede med Martin Ørnskovs gode skud på Roy Carroll – mens Peter Utaka kom frem til et skud snert forbi målet i den anden ende kort efter.
Der var gang i den – og Jesper Bech fik en advarsel i det 39. minut for en lille forseelse mod Rurik Gislason. Sært, at Djemba-Djemba slap i situationen kort forinden, hvor der var tale om en solid slagtning på Lekic.
I første halvlegs overtid fik Jesper Bech lagt en fin bold ind bag OB-forsvaret, hvor Christian Holst kom susende – men Roy Carroll sikrede sig med en vis usikkerhed i indgrebet bolden i to omgange.
Og dét blev første halvlegs sidste nævneværdige aktion – kort efter fløjtede Nicolai Vollquartz en intens, men ganske chancefattig, halvleg af.
Lekic med r..en
OB åbnede anden halvleg bedst med en tidlig Caca-afslutning, men Lasse Heinze var på plads og havde ingen problemer.
Tre minutter senere fik Frank Hansen sparket på mål, men heller ikke her var der rigtigt bid i skuddet.
Mere pep var der i Rajko Lekic i det 50. minut, hvor han med … ja, dér hvor ryggen deler sig i to – fik afsluttet på et fint indlæg fra Henrik "Tømrer" Pedersen, men Roy Carroll var vaks ved forreste stolpe.
Begge hold havde svært ved at komme frem til de helt åbne chancer – både de rød-hvide og de stribede stod tæt i kæderne med stærk fysik og tilsvarende organisation.
Kæmpechancer til Degn og Absalonsen
Efter 56 minutter kom SIF frem til hjemmeholdets hidtil største chance. Jesper Bech fandt med en fremragende dybdebold Peter Degn, der var trukket ind i feltet – men Degnens favorit-ben var ganske tydeligt ikke det venstre, og Roy Carroll reddede den gyldne mulighed.
Og to minutter senere var det så Peter Degn, der sendte en bold ind i feltet til Jesper Bech, der blev revet til jorden af Atle Roar Håland – men Nicolai Vollquartz vinkede afværgende i situationen, hvor det lugtede gevaldigt af straffespark.
Efter 61 minutter slog OB kontra, og Johan Absalonsen slap igennem på en friløber. Venstrekanten trak ind i feltet og afsluttede under Lasse Heinze – men Thomas Hansen fik på flottest mulige vis afværget på målstregen. Fremragende forsvarsspil og altså stadig 0-0, selv om der nu tilsyneladende var åbnet lidt bedre op i begge ender.
Holst tæt på
Især lykkedes SIF nu bedre med at skabe større og flere rum på den centrale midtbane, hvor kvikt positionsspil kunne dirke OBerne mere op – men stadig altså ikke helt nok.
Henrik "Tømrer" Pedersen udgik efter 66 minutter, hvor Dennis Flinta blev sendt i kamp på højre back, mens Steven Lustü overtog både venstre back og anførerbindet.
SIF kom frem til endnu en god chance i det 70. minut, da Jesper Bech igen var createuren til en mulighed. Bech fandt Christian Holst med en god aflevering på kanten af feltet, hvorfra dansk-færingen trykkede af – men lige forbi, mens Peter Utaka også viste sig frem ved et par lejligheder i SIFs målende.
OB foran på selvmål
Men efter 72 minutter skete så dét, der ikke måtte ske. Johan Absalonsen trak sig ned ad venstrekanten, hvorfra han centrede ind i feltet, hvor ingen OBere umiddelbart lurede. Til gengæld fik Jim Larsen kastet sig ind i centringen – og med en glidende tackling sendt bolden helt op i krydset til OB-føring og Larsens andet selvmål i efteråret.
1-0 til gæsterne – på en særdeles sur måde.
Martin Svensson blev bragt i spil tre minutter senere, da han overtog venstrekanten fra Christian Holst, og Svensson bragte hurtigt god speed ind på fløjen.
Carroll med feberredning
SIF igangsatte så småt et tryk mod OBs defensiv, der dog bestemt ikke så ud til at blive let gennembrydelig.
Det lykkedes dog alligevel for Peter Degn at finde Rajko Lekic på et godt indlæg i det 82. minut, hvor Lekic fik headet, men Roy Carroll diskede op med en fantastisk feberredning.
Simon Azoulay Pedersen kom på banen i stedet for Jesper Bech som en ekstra trussel i luftrummet til den nervepirrende slutfase – men OBerne trak tiden på rutineret vis ved enhver given lejlighed, så flowet blev brudt.
SIF fortsatte presset mod et stærkt fightende OB-hold, og Roy Carroll var tæt på at fumle et frisparksindlæg i nettet i det 89. minut. Puha, hvor var det tæt på – men ind ville bolden altså ikke, og dermed tabte SIF uheldigt med en enkelt selvmåls-pind til det fynske førerhold.
SIF bevarer femtepladsen i SAS Ligaen, mens OB fortsat topper. Næste kamp er efter en friweekend på grund af landskampe programsat til søndag den 22. november, hvor SønderjyskE kommer på besøg.
Mål
- 0-1 Jim Larsen (selvmål
- 72)
Advarsel
- Jesper Bech
SIF
- Lasse Heinze
- Steven Lustü
- Jim Larsen
- Thomas Hansen
- Henrik “Tømrer” Pedersen (66: Dennis Flinta)
- Peter Degn
- Frank Hansen
- Martin Ørnskov
- Christian Holst (75: Martin Svensson)
- Jesper Bech (83: Simon Azoulay Pedersen)
- Rajko Lekic.
OB
- Roy Carroll
- Espen Ruud
- Atle Roar Håland
- Chris Sørensen
- Rurik Gislason
- Eric Djemba-Djemba
- Hans Henrik Andreasen
- Johan Absalonsen
- Caca (76: Njogu Demba-Nyrén)
- Peter Utaka (81: Henrik Hansen).