Besøg fra Gambia til Lyngby-kampen søndag
I forbindelse med søndagens 3F Superliga-kamp på søndag får SIF besøg fra den gambianske velgørenhedsorganisation Yasally Charity.
Søndag mod Lyngby får SIF afrikansk besøg. Det er Silkeborg Idrætsforening, der har inviteret repræsentanter fra velgørenhedsorganisationen Yasally Charity i Gambia til kampen. Idrætsforeningen har et samarbejde med Yasally, hvor SIF sender brugte fodboldtrøjer og andet fodboldudstyr fra primært førsteholdstruppen til Gambia, hvor det bliver genbrugt af både børn og voksne. Samarbejdet har fungeret siden 2013.
Velgørenhedsorganisationen Yasally er stiftet i 2008 og har som overordnet formål at støtte et fattigt landdistrikt i Gambia.
Landdistriktet, der hedder Upper Nuimi, er på størrelse med Fyn. Området har særlig behov for støtte, da uddannelsesniveauet er lavt, befolkningen lever under meget fattige kår.
Foreningens formand, Momodou Sise, er født og opvokset i Upper Nuimi. Han fik som den eneste i en børneflok på seks mulighed for at få en uddannelse i Gambia for derefter at rejse til Danmark og videreuddanne sig via Danida. Han har nu været fast bosiddende i Danmark (Odense) siden 1993, har fået en videregående universitetsuddannelse og har i mange år været en veletableret familiefar i Danmark med bl.a. fast arbejde på Odense Universitetshospital.
Støtten til distriktet fokuserer primært på uddannelse af børn og unge samt styrkelse af deres sociale kompetencer. Konkret sker det ved at indsamle og sende brugte skolemøbler og andet skoleudstyr samt sportsudstyr mv. til området.
Fodboldudstyret fra SIF bliver bl.a. brugt i den årlige fodboldturnering, Yasally Cup, hvor hold fra hele distriktet samles til en turnering over flere dage. Sidste år deltog 16 hold i turneringen.
En anden Silkeborg-klub, HA 85, har også samarbejde med Yasally Charity og sender klubbens brugte fodboldudstyr til Gambia.
Yasally Charity vil blive præsenteret på JYSK park i pausen af søndagens kamp mod Lyngby.