Asbjørn Bøndergaard har forlænget sin kontrakt i Silkeborg IF, så den gælder de næste 3 år.
17-årige Asbjørn Bøndergaard har forlænget sin kontrakt i SIF. Målet er fuld tid, når angrebstalentet fra Ringkøbing er færdig med HHX-uddannelsen på College360.
Asbjørn Bøndergaard har forlænget sin kontrakt i Silkeborg IF, så den gælder de næste 3 år.
Målet er en fuldtidskontrakt i Silkeborg IF. Det lægger 17-årige Asbjørn Bøndergaard ikke skjul på, efter at han onsdag forlængede sin talent-kontrakt med SIF med yderligere to år.
– Jeg ser frem til i første omgang at gøre det godt på U19 og score nogle mål dér. Så er det naturligvis målet at komme mere med omkring 1. holdet og på sigt få nogle indhop, komme på fuld tid og blive fast mand. Jeg håber også fortsat at kunne være en del af ungdomslandsholdene og bidrage med mål.
Transitionstræner, Thomas Røll, ser gode muligheder for, at Asbjørn kan lykkes med sine ambitioner.
– Asbjørn har gode forudsætninger for at blive en god angriber. Han har gode afslutningsfærdigheder og har en god fysik at byde ind med. Han er moden i sit spil og arbejder hårdt, og har en god mentalitet. Det giver gode forudsætninger for at kunne tage springet fra ungdomsfodbold til senior, hvilket er den udfordring som Asbjørn skal lykkes med i den næste periode.
Flyttede fra Ringkøbing til SIF
Asbjørn Bøndergaard skiftede fuldt ud til SIF i 2019. Før det havde han i en periode spillet på delt spillercertifikat i Ringkøbing IF og SIF. Asbjørn tog sin 9. klasse på Silkeborg Efterskole, og året efter flyttede han ind på Sportskollegiet på Søholt og startede på HHX-uddannelsen på College360. Han har været en del af årgang 2004 på ungdomslandsholdet, hvor det er blevet til 5 kampe og 2 mål på U16-landsholdet, mens det pga Corona kun blev til 1 landskamp på U17. Han er for nuværende en del af U19-ligaholdet i SIF, men har allerede været en del af træningen i A-truppen og deltaget i reservekampe.