9. november 2019

Ærgerlig Kent N.: Vi spillede en dårlig kamp

Ærgerlig Kent N.: Vi spillede en dårlig kamp

Silkeborg IF’s cheftræner var ærgerlig over en skidt SIF-præstation, som dog sagtens kunne have givet point i Horsens.

Silkeborg IF var rigtig tæt på det ene point, da holdet lørdag aften tabte med 2-1 til Horsens. To stolpeskud og en mirakelredning i sidste minut fra Horsens-keeperen gjorde dog, at SIF måtte tage hjem med et 2-1 nederlag i bagagen.

Efter kampen var det både de manglende point, men også en mindre god indsats fra SIF-holdet, som ærgrede cheftræner, Kent Nielsen.

– Det var en øv-kamp fra vores side. Vi er selvfølgelig først og fremmest skuffede over ikke at få nogen point med herfra, men vi må også erkende, at vi ikke nåede det niveau, som vi ellers har set, lød det fra Kent Nielsen, som var træt af måden, som SIF-holdet greb starten af begge halvlege an på.

–  De bliver farlige første gang de er på vores banehalvdel i begge halvlege, og der skal vi være bedre til at afvise dem. Vi skal stille nogle større krav til os selv, fortalte en skuffet Kent Nielsen, og fortsatte.

– Vi kunne have håndteret kampen ordentligt ved at være bedre på bolden. Vi spillede meget langsomt, og havde svært ved at finde nogle åbninger. Når det så er sagt, så kunne vi også godt have fået point med fra kampen. Overordnet er vi dog ikke tilfreds med det, som vi fik leveret, lød det fra SIF’s cheftræner.

Læs også: Kampreferat – Tungt SIF-nederlag i Horsens

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen