12. marts 2025

Nu skal det afgøres: Tag med og støt holdet i Brøndby!

Drengene har brug for al den støtte, de kan få, når SIF søndag spiller mod Brøndby IF i en direkte duel om top-6. Læs alt om udebaneturen her.

Kampen & Historik

DET ER IKKE SLUT ENDNU! Endnu en plads i top-6 er inden for rækkevidde, det kræver ‘blot’ en sejr over Brøndby, når sidste kamp i grundspillet fløjtes i gang på Brøndby Stadion på søndag kl. 17:00.

Et nervepirrende og tæt grundspil skal afgøres til allersidst, når enten SIF eller BIF snupper den sidste plads i mesterskabsspillet. Der bliver drama for alle pengene, og kun en sejr tæller for Silkeborg IF!

Der er kun gode grunde til at tage med til Brøndby for at hente de tre point med hjem. Det er nu, det gælder!

Siden opdateres løbende

Bustur

Der sendes to busser afsted til kampen med masser af stemningsskabende fans. Vil du slippe for besværet med parkering og blive kørt lige til døren, mens du nyder det gode selskab med andre SIF fans? Så er der stadigvæk få pladser i SIFosis bussen, så book din plads inden det er for sent.

Der er afgang fra JYSK park kl. 12:00, og der er gratis kampbillet med i prisen til de første 40 SIFosis medlemmer. Det bliver ikke billigere!

Billetsalg

OBS! Vi opfordrer til at købe kampbilletten i god tid!

Ved du, at du skal afsted, så køb din kampbillet med det samme. Det hjælper både Brøndby IF med korrekt bemanding af afsnittet og SIF med muligheden for at markedsføre et flot fremmøde på turen.

Har du ikke allerede gjort det, så kan din kampbillet købes lige her.

Voksen              125 kr.

Børn u. 16        75 kr.

Det er ikke muligt at købe billetter fysisk på Brøndby Stadion. Al billetsalg foregår online.

Ankomst i bil

Vi henviser til at private biler parkerer nord/nordvest for Brøndby Stadion. Der er blandt andet pladser ved SOSU H med indkørsel fra Brøndby Møllevej eller rundt om Brøndby Rådhus. Begge steder er i gåafstand fra udebaneafsnittet.

Brøndby Stadion bliver velbesøgt på kampdagen, så kom i god tid for at få en plads og undgå en længere gåtur.

Offentlig transport

De nærmeste S-togsstationer er Glostrup station og Brøndbyøster station.
Herfra kan busserne 13, 130, 166 og 500S benyttes til stoppestedet Gilhøj Centret, der ligger lige ved indgangen til stadionområdet og udebaneafsnittet nord fra. Se Rejseplanen for din præcise rejse.

Tilskuerinfo
Adressen er:

Brøndby Stadion

Brøndby Stadion 30

2605 Brøndby

Dørene åbner halvanden time før kampstart kl. 15:30.

Udebaneafsnittet er beliggende på Stavnskær Elektrik-tribunen på nordøstlige hjørne.

TV

Er du forhindret i at tage turen til Brøndby kan kampen ses på TV3+.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen