Sofus Berger Brix skifter til Silkeborg fra Viborg FF og den unge midtbanespiller slutter sig til truppen i Spanien med det samme.
Sofus Berger Brix er en ung midtbanespiller på kun 21 år, der allerede har Superliga-erfaring og samtidig masser af potentiale. Han kommer fra Viborgs egen talent-afdeling og har rundet 30 Superliga-kampe i den grønne bluse. Desuden har han erfaring fra flere ungdomslandshold.
– Vi ser Sofus Berger Brix som en spiller, der vil passe godt ind i vores spillestil. Han kan spille i små rum, er teknisk dygtig og kreativ. Han vil kunne byde ind på den såkaldte 8er og 10er, hvor vi vurderer, at han hurtigt vil kunne være konkurrencedygtig i forhold til spilletid. Tilgangen af Sofus i dette transfervindue er helt klar også med en intention om, at der vil være god tid til at rulle ham godt ind hos os. Ligesom da vi hentede Mads Larsen i 2024. Vi tror på, at vi får stor glæde af Sofus i Silkeborg og ser frem til at se ham i aktion i den røde trøje, fortæller sportschef Jesper Stüker.
Kontrakten med Sofus Berger Brix løber frem til 31/12-2028 og han er allerede på vej til Spanien for at slutte sig til træningslejren.