Stefán Thórdarson fortsætter karrieren i Championship-klubben Preston North End F.C., der har købt den islandske landsholdsspiller fri i Silkeborg IF.
Stefán Teitur Thórdarson skifter fra Silkeborg IF til Preston North End F.C., der spiller i den næstbedste engelske række.
Stefán Thórdarson kom til SIF fra IA Akranes for fire år siden og har spillet 126 kampe og scoret 16 mål i den røde trøje.
I forårets pokaltriumf mod AGF kronede den islandske landsholdsspiller indsatsen med at blive kåret til Årets Pokalfighter.
Men efter fire flotte år i Søhøjlandet er timingen nu den rette for både spiller og klub til at gå separate veje.
– Stefán har haft et meget stort ønske om et skifte til en større liga, og timingen er nu til stede. Det er i denne sammenhæng de sportslige betragtninger, som er den væsentligste årsag til, at vi har medvirket til en transfer, da vi synes, at vi står godt rustet til den kommende sæson – også uden Stefán, som vi ønsker al muligt held og lykke med den videre karriere. Vi vil gerne sige en stor tak til Stefán for en flot indsats i SIF, siger sportschef Jesper Stüker.
Stefán Teitur Thórdarson er stolt over sit skifte til de britiske øer, men islændingen sætter stor pris på sine fire sæsoner i Søhøjlandet.
– Jeg er virkelig glad for min tid i SIF, hvor jeg har rykket mig markant som spiller. Jeg har haft en virkelig god tid med bronzemedaljer, europæisk gruppespil og senest en pokaltitel, som jeg vil huske for evigt, siger Stefán Thórdarson og fortsætter.
– Jeg har været glad for at møde ind i SIF hver evig eneste dag, så det er også vemodigt at forlade klubben, men jeg føler, jeg er klar til at tage et skridt videre i min karriere, og jeg vil virkelig gerne prøve kræfter med The Championship. Jeg er stolt over den interesse og tillid, som Preston North End F.C. har vist mig, siger Stefán Thórdarson og slutter.
– Tak til alle i og omkring SIF. Både mine holdkammerater, fansene og de ansatte i klubben .
Stefán Thórdarson skifter med øjeblikkelig virkning til Preston North End F.C.