Kent Nielsen er langt hen ad vejen tilfreds med sæsonens første test mod FCK, men det irriterer altid cheftræneren at tabe.
Silkeborg IF sparkede for alvor sæson forberedelserne i gang torsdag eftermiddag, da FC København lagde græs til sæsonens første testkamp.
Det blev til et nederlag på 1-0, men på trods af resultatet, så er det en nogenlunde tilfreds SIF-chef, der ser tilbage på opgøret.
– Det handlede mest om at få alle i gang, og det fik vi. Alle fik minutter i benene og vist sig frem. Vi fik også set mange af de unge, der gjorde en god figur. Så alt i alt er jeg tilfreds, selv om det altid er irriterende at tabe, siger Kent Nielsen og uddyber.
– Selv om vi pressede på og var bedst i kampens sidste 20 minutter, så synes jeg, det var fortjent, at FCK vandt, hvis det skulle findes en vinder. Men kampen skulle nok være endt 0-0. Vi havde noget tung træning siddende i benene, men det er helt efter planen på nuværende tidspunkt.
På søndag tager SIF imod norske Haugesund i endnu en træningskamp – husk der er gratis adgang for alle.
I weekendens test håber Kent Nielsen at holdet står lidt skarpere, selv om vi stadig er tidligt på sæsonen.
– Det bliver meget de samme forudsætninger til Haugesund-kampen. Vi skal have minutter i benene og trænet relationerne særligt i første halvleg og set lidt mere til de unge i løbet af kampen. Men forhåbentlig kommer vi med lidt mere friskhed både i benene og i hovedet, så vi får mere fart og flow i spillet langs jorden, siger Kent Nielsen.