Et sted mellem 500 og 600 børn mødte lørdag op på Søholt for at træne med Silkeborg IFs Superliga-spillere.
Til trods for det noget blæsende og våde efterårsvejr var et sted mellem 500-600 glade børn i alderen 6-13 år mødt op til Den Store Fodbolddag i Silkeborg IF.
Blandt de mange fremmødte var Harald, Erik og Susan (billedet, red.), der var kørt hele vejen fra Svendborg for at være med til den store dag.
Det blev, traditionen tro, en fantastisk dag for børnene, der kunne træne med deres 3F Superliga-idoler, som gennemførte forskellige træningsøvelser og spillede kampe med børnene – og smilene var brede hele vejen rundt hos både børn, voksne og ikke mindst SIF-spillerne.
Efter træningen var der bananer og vand til at fylde depoterne inden den store autograf- og selfie-jagt gik ind hos spillerne – og maskotten Theis. Inden de trætte børn takkede af, fik de en gavepose, bl.a. med holdbilleder, med hjem.
Vi vil gerne sige tusind tak til alle deltagere – og dagens sponsorer SPORT 24, Silkeborg Slagteren, REMA 1000 og McDonald’s. Vi ses næste år!
Se et lille galleri fra dagen herunder.