23. oktober 2023

SIF vandt Future Cup-kampen mod Vejle Boldklub

SIF vandt sin første kamp i Future Cup´en, da det mandag eftermiddag blev til 2-1 over Vejle Boldklub, der var på besøg på JYSK park. Fredrik Carlsen stod for begge mål i 1. halvleg.

Stærkt SIF-hold fra start
Det var en pænt stærk og erfaren start-ellever, som SIF stillede op med i mandagens Future Cup-kamp. Tre fra U19 holdet og resten fra Superliga-truppen udgjorde de startende på JYSK park, mens bænken bestod af  seks U19-spillere.

Vejle stillede med en blanding af Superligaspillere og VB Akademiets ungdomsligahold.

Første chancer til hjemmeholdet
Tonni Adamsen startede helt på toppen, og det var da også hjørnesparks-scoreren, der fik den første chance. Det var dog ikke på hjørnespark, og blæsten ville heller ikke spille med denne eftermiddag, men det var en frispilning fra Callum McCowatt, der gav Adamsen chancen. Desværre gik skuddet forbi mål.

Fem minutter senere var det Kasper Kusk, der efter godt kombinationsspil med Fredrik Carlsen, kom fri til skud, men igen ved siden af mål.

Dobbeltredning af Pryts – og SIF-føring
I den anden ende var det så Vejles tur til at forsøge sig med skud mod mål, men Jacob Pryts var klar og trak hele to flotte redninger ud af ærmet – den første på en friløber, der lugtede af offside.
Pryts kunne så glæde sig over, at hans flotte dobbeltredning blev  optakt til SIFs første mål, da Fredrik Carlsen på det efterfølgende modangreb på et godt skud uden for målmandens rækkevidde gjorde det til 1-0.

Og minsandten om det ikke også blev til 2-0 – og igen ved Carlsen, der inden for bare et par minutter gjorde sig selv til dobbelt målscorer!

Forsøg fra begge hold de sidste 10 minutter
Vejle bed godt fra sig efter de to hurtige mål og havde et farligt forsøg på ydersiden af stolpen – Pryts var dog godt ude efter den. Og efter et forsøg fra Adamsen var Vejle igen klar foran SIF-målet, denne gang med et hovedstød, men endnu engang var Pryts på sin post.

De sidste minutter inden pausen pressede SIF på, og på et hjørnespark var både Felix og Priesborg Madsen med oppe uden dog at komme til afslutning. Så Carlsens to mål  sørgede derfor for en god pauseføring.

Pres fra SIF også efter pausen
Hjemmeholdet fortsatte fra starten af de sidste 45 minutter, hvor de slap i 1. halvleg, og Adamsens hurtige antrit var tæt på at give bonus, men Vejle fik klaret til hjørne.

Med en time spillet fik SIF etableret et mønsterangreb, hvor Adamsen førte bolden frem i lyntempo og spillede Carlsen, der prompte lagde bolden bagom forsvaret. Her fik Adamsen selv afsluttet, men præcisionen – og måske vinden! – manglede. Vejle havde meget svært ved at styre Adamsen, men heldigvis for gæsterne manglede han altså lige den sidste skarphed.

Spredte forsøg fra gæsterne – og scoring
Vejle blev ved med at forsøge sig, men det meste gik enten over eller ved siden af mål, og resten tog Pryts sig af. Også SIF prøvede ihærdigt, og indskiftede Sebastian Biller sendte et hovedstød lige forbi mål, mens ligeledes indskiftede Simon Stüker tog et godt rush hele vejen til mållinjen og fremtvang et hjørnespark.

I stedet var det så gæsterne, der fik reduceret på et flot hovedstød, som gik ind bag Pryts helt ovre i fjerneste målhjørne. Men mere blev det ikke til for hverken gæster eller værter i Vejles anden og SIFs tredje kamp i Future Cup´en. Vejle havde i den første kamp spillet uafgjort med Viborg, mens SIF i sine to kampe tabte til AaB og OB.

Næste kamp
SIFs næste Future-kamp er mandag, den 6. november 2023 mod AC Horsens på JYSK park.
Se stilling, kampprogram mm her

Future Cup-kamp den 23. oktober 2023, JYSK park
SIF-Vejle Boldklub 2-1 (2-0)
Mål: 1-0 (26) og 2-0 (28) Fredrik Carlsen, 2-1 (78)
Sådan stillede SIF op: Jacob Pryts, Anders Dahl, Alexander Priesborg Madsen, Joel Felix, Marko Rasmussen (46: Simon Stüker), Callum McCowatt (65: Julius Nielsen), Lasse Madsen, Oskar Boesen, Kasper Kusk (72: Sebastian Laustsen), Fredrik Carlsen 65: Sebastian Biller), Tonni Adamsen (65: Magnus Bøttker).

Tekst og foto: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen