Silkeborg IF har haft ni spillere på landsholdstjeneste i den seneste uge – læs her, hvordan SIF’erne klarede sig.
Landsholdspausen er vel overstået, og nu handler det om klubfodbolden igen!
Men inden de sidste SIF’ere lander på Søholt igen, giver vi dig et overblik over de spillere, der har været af sted på landsholdstjeneste den seneste uges tid.
New Zealand
Callum McCowatt fik to venskabskampe i benene for New Zealand. Vores løbestærke midtbanespiller spillede fuld tid onsdag, da New Zealand tabte 2-0 til Australien i London. Fire dage forinden fik McCowatt ligeledes 90 minutter, da kiwierne spillede 1-1 mod DR Congo i Murcia.
Zambia
Lubambo Musonda var rejst til Dubai for at spille to venskabskampe for Zambia, og ’Muso’ blev skiftet ud i overtiden af 1-0-nederlaget mod Egypten i torsdags. Musonda var ikke i spil til onsdagens kamp mod Uganda, som Zambia vandt 3-0.
Peru
Papirarbejdet gik endelig i orden for Oliver Sonne, der under enorm opmærksomhed rejste til Peru for at deltage ved landsholdssamlingen med sine nye, sydamerikanske holdkammerater. Peru er kommet rigtig skidt i gang med den sydamerikanske VM-kvalifikation, og det blev til to nederlag mere for peruvianerne, der har et point i fire kampe. Oliver Sonne var med på bænken i lokalopgøret mod Chile fredag, mens han ikke var i kamptruppen i nat, da Lionel Messi scorede to mål i Argentinas 2-0-sejr over Peru. Peruvianerne står nu over for to nøglekampe mod Bolivia og Venezuela ved næste landsholdssamling i november. Forhåbentlig med Sonne på langfart igen.
Danmark U21
Vores Superliga-topscorer Alexander Lind var med fra start tirsdag eftermiddag, da U21-landsholdet kæmpede for tre point i EM-kvalifikationskampen i Tjekkiet. Det blev en uforløst oplevelse for Danmark, der på trods af at være i overtal i godt og vel en halvleg ikke fik scoret mod et hårdt kæmpende tjekkisk mandskab. 0-0 blev slutresultatet i en tæt gruppe. Alexander Lind spillede 82 minutter.
Danmark U19
Også på U19 var SIF repræsenteret, da landsholdet holdt samling i Marbella. Vores talentfulde keeper Aske Andresen spillede første kamp mod Schweiz og var en sikker sidste skanse i 3-1-sejren i venskabskampen. Efterudtagede Alexander Priesborg Madsen kom ind og fik anden halvleg mod schweizerne. Som vanligt var der stor rotation til næste kamp, der fandt sted tre blot dage senere. Her spillede hverken Aske Andresen eller Alexander Priesborg Madsen i 2-2-kampen mod Australien. U19 spiller tre afgørende EM-kvalkampe i november.
Danmark U18
U18-landsholdet deltog i denne samling i en internationale turnering i Kroatien, og her repræsenterede Julius Nielsen og Sebastian Biller SIF. De blev til to nederlag og en sejr for Danmark.
Danmark U17
Simon Stüker spillede to kampe fra start og fik spilletid i alle tre EM-kvalifikationskampe for Danmark, der i sidste ende sluttede med en skuffelse for danskerne. Danmark havde direkte kurs mod EM-slutrunden, da man førte 2-0 mod Østrig i den tredje kamp, men en udvisning til danskernes keeper og en to østrigske scoringer endte Danmark ned på tredjepladsen i puljen. Danmark skal nu sætte sin lidt til at slutte blandt de fem bedste tre’ere i de 13 kvalifikationsgrupper. De øvrige grupper færdigspilles først senere på året, og derfor kender Danmark ikke sin EM-skæbne ikke endnu.