28. august 2023

Flot weekend for SIF’s U-hold

Der har været masser at juble over som SIF’er i weekenden – også på ungdomselite-niveau.

Det har været en RIGTIG god weekend for Silkeborg IF!

I 3F Superligaen blev FC København kørt over i Parken – gense højdepunkterne her!

På ungdomselite-niveau var der også stor succes for SIF, da både U19, U17 og U15 sejrede.

Læs referaterne fra weekendens U-kampe herunder.

SIF U19-Esbjerg 2-1 (1-1)

Mål: Sebastian Biller x 2

1.halvleg var skuffede 45 minutter. Vi havde et dårligt udtryk både med og uden bolden. Vi spillede for langsomt og havde for mange berøringer med bolden, hvilket betød, at Esbjergs pres fungerede ganske fint.

Det positive var, at der trods alt stod 1-1 ved pausen.

I 2.halvleg fik vi mere kontrol på kampen, og vi var spilstyrende med udmærket tempo med bolden.

Vores indskiftere kom ind med god energi og gjorde, at vi havde det fysiske overtag på kampen. Vi skulle dog helt hen i det 89. minut, inden forløsningen kom, hvor Sebastian Biller opfangede en løs bold i feltet.

Udover sejren, så er jeg glad for vi får vist et andet udtryk efter pausen og vores indskiftere gik ind og gjorde en forskel, siger U19-træner Kim Leth Andersen.

SIF U17 – EfB: 4-3 (3-1)

Mål: Sebastian Christoffersen x2, Marcus Ryberg, William Kirk

Vi sad på spillet fra start, men vi kom bagud på en standard efter 10 min. Halvlegen igennem trykkede vi på og midtvejs udlignede Sebastian Christoffersen, da Marcus Ryberg flot serverede bolden for ham.

Ryberg scorede selv til 2-1 efter lidt klumpspil i feltet, og så kunne Sebastian Christoffersen kort før pausen udbygge på et rigtigt godt oplæg af Simon Stüker. Vi var klart farligst i 1. halvleg og kunne sagtens have ført med mere.

2. halvleg åbnede skidt med en tidlig reducering – igen på en standard. Herfra blev det lidt lunkent med for mange boldtab, for lidt bevægelse og sjusk i afgørende situationer. William Kirk scorede til 4-2, da han blev sendt i dybden, men det holdt ikke længe, før Esbjerg igen reducerede.

Heldigvis holdt vi endnu engang hjem og var tættere på 5-3 end på en udligning. Vi spillede med det udtryk, vi gerne vil, men vi er lidt for langt fra at ramme den kvalitet med bold, vi ønsker. Ligeledes har vores høje pres en en del forbedringsmuligheder. Vi knokler på og allerede onsdag møder vi Horsens på udebane, siger U17-cheftræner Peter Ager Kristensen.

Se målene fra U17-sejren her.

SIF U15 – Esbjerg – 5-0 (3-0)
Mål: Kristian Bloch, Nicolas Olesen x2, Frederik Ibsen og David Stojanovic.

Vi tog hjemme imod Esbjerg, og vi skulle bruge vores læring fra sidste weekends turnering i Tyskland. Det formåede vi, og især 1. Halvleg var en fornøjelse at se på.

Vi leverede en rigtig, rigtig god første halvleg, og var suverænt de bedste. Vi spillede god fodbold og var gode i vores erobringsspil. Vi skabte store chancer og var skarpe i afslutningsspillet, hvilket resulterede i, at vi gik til pause foran 3-0.

Anden halvleg var vi ikke så suveræne, og vi havde svært ved at løse vores opbygningsspil.
Vi var dog igen skarpe i afslutningsspillet og lavede to flotte mål. Esbjerg var ikke rigtig tæt på, men det var en mere lige 2. Halvleg.

Alt i alt var drengene topseje og spillede noget god fodbold. At lave 5 mål og holde clean sheet er mere end tilfredsstillende, og vi går nu på en lille turneringskamppause, da OB kampen er blevet rykket, siger U15-træner Lasse Merring-Mikkelsen.

AGF – SIF U13: 3-2 (3-2).

Mål: – Otto F., Marcus K.

Vi skulle prøve at følge op på den fine sæsonpremiere, men vi vidste, det ville blive en svær kamp i Aarhus.

Vi kom godt fra start med en scoring til 1-0 efter 30 sek. Men der skulle ikke gå længe, før AGF udnyttede en fejl i vores spilopbygning og udlignede. Derefter havde vi lidt svært ved at spille os ud og fandt ikke helt melodien. Dette førte til to scoringer til AGF, som gav os en lille kort mavepuster.

Men efter 15 min. spil fandt vi melodien i vores spilopbygning, og vi begyndte at sætte flere og flere ting sammen. Vi fik reduceret til 2-3 efter en flot individuelt pres af Marcus Kinze inden pausen.

Efter pausen fandt vi masser af bolde centralt i vores spilopbygning, retvendte spillere og skabte masser af store chancer. Vi brændte mange store chancer i feltet, og ind ville bolden bare ikke. Vi var også meget aggressive i vores pres, og man kunne se at spillerne viste overskud, vilje og masser af mod.

Trods et nederlag så vi et hold, som kæmpede sig tilbage via godt spil med bolden, men også masser af fight, siger U13-cheftræner Nick Hansen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen