10. august 2023

SIF forlænger med Bøndergaard

Asbjørn Bøndergaard har underskrevet en kontraktforlængelse med Silkeborg IF, som nu har papir på angriberen til sommeren 2027.

Den lovende angriber Asbjørn Bøndergaard har netop sat sin underskrift på en kontraktforlængelse med Silkeborg IF, hvor han nu er at finde frem til 30. juni 2027.

Asbjørn Bøndergaard hamrede sidste sæson mål ind på samlebånd for SIF’s U19-ligahold, hvor han nåede op på imponerende 22 scoringer i 24 ligakampe.

– Asbjørn har rykket sig virkelig langt, siden han kom til Silkeborg IF fra Ringkøbing for fire år siden. Han har bevist sig som en dygtig målscorer op gennem ungdomsrækkerne, og hans tal taler for sig selv, siger sportschef Jesper Stüker og fortsætter.

– Asbjørn har en imponerende fysisk pakke, samtidig med at han er hurtig. Han kan noget på egen hånd, han er en klinisk afslutter og så får han et bedre og bedre blik for relationerne med sine holdkammerater. Kort sagt, så har Asbjørn alle forudsætningerne for på sigt at blive en målscorer for vores førstehold, siger en glad Jesper Stüker.

Asbjørn Bøndergaard har været ramt af en skade i sæsonopstarten, men den 19-årige skarpretter er så småt tilbage på træningsbanen, og nu ser han frem til for alvor at bide sig fast på førstefoldet.

– Jeg er utrolig glad og stolt over, at SIF tror på mig og belønner mig med en lang kontrakt. Det er en kæmpe ære. Jeg vil arbejde stenhårdt for at slå igennem på førsteholdet, hvor jeg først og fremmest skal suge til mig fra Tonni Adamsen og Alexander Lind, som jeg kan lære en masse af.

– Men jeg håber, at jeg kan blive ved med at bygge på og gribe muligheden, når jeg får mine chancer. Jeg føler mig i hvert fald klar til at tage næste skridt i min udvikling her i SIF, hvor jeg får ideelle muligheder for at dygtiggøre mig, siger Asbjørn Bøndergaard, der har spillet 19 U-landskampe for Danmark.

Asbjørn Bøndergaard fik sin debut for SIF’s førstehold i seneste sæson, da han blev skiftet ind i pokalkvartfinalen mod Sønderjyske den 6. april.

Det blev desuden til spilletid i to kampe i 3F Superligaen, inden Bøndergaard denne sommer blev rykket permanent op i førsteholdstruppen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen