Oscar Fuglsang fortsætter sit lejemål i Nykøbing FC efteråret ud.
Oscar Fuglsang tilbragte sidste sæson på en lejeaftale i Nykøbing FC, hvor det dog kun blev til 12 kampe, inden en længere skadesperiode ødelagde sæsonen for den unge back.
Nu er den 21-årige forsvarsspiller dog så tæt på et comeback, at parterne er blevet enige om, at Fuglsang fortsætter på Falster året ud på en lejeaftale.
– Det giver god mening, at Oscar Fuglsang fortsætter hos Nykøbing. Han har døjet med en drilsk skade gennem længere tid, men han er tæt på at være klar igen. Der har været god kontakt mellem sundhedssektorerne i SIF og NFC, og det er nu forventningen, at Fuglsang snart er klar til kamp, og vi håber, at han får mange kampminutter i benene i det resterende efterår, siger sportschef Jesper Stüker.
Oscar Fuglsang kom til SIF som U17-spiller fra AGF og har siden optrådt på både klubbens U17- og U19-hold i de landsdækkende ligaer. Han fik desuden debut på SIF’s førstehold i pokalkampen mod St. Restrup i september 2020, da han var med fra start som højre back i sejren på 5-0.
Siden blev det til yderligere to førsteholdskampe for den 20-årige back, som desuden er noteret for 11 U17-landskampe og 2 U16-landskampe.
Nykøbing FC rykkede sidste sæson ud af NordicBet Ligaen, så Oscar Fuglsang skal i efteråret gøre sig gældende i 2. division.