Callum McCowatt lægger ikke meget i nederlaget mod VFF. Den ny SIF’er føler, at både han og holdet er klar til sæsonpremieren mod Brøndby IF.
Callum McCowatt blev SIF’s fjerde sommersigning i dette transfervindue, og den alsidige midtbanespiller har nu været i gang i Silkeborg IF i et par uger.
Den newzealandske midtbanespiller er faldet godt til i Søhøjlandet, og både han og resten af holdet er ved at være, hvor man skal være frem mod 3F Superliga-premieren mod Brøndby IF på søndag.
– Hvis man kun kigger på resultatet mod Viborg i seneste træningskamp, så er det klart, at der er meget at arbejde med. Og vi er selvfølgelig dybt utilfredse med at lukke fire mål ind. Men jeg synes også, vi fik prøvet nogle gode ting af, og så er der altid en helt anderledes tænding og spænding, når det går løs i ligaen, siger Callum McCowatt og fortsætter.
– Vi kan altid blive bedre, men jeg føler, at både jeg og holdet nærmer os 100 procent. Jeg glæder mig helt vildt til at spille foran vores hjemmepublikum for første gang i ligaen, og jeg håber, der kommer rigtig mange mennesker på stadion. Jeg tror, det bliver en fed kamp, hvor vi har gode muligheder for at tage sejren.
Køb dine billetter til Superliga-premieren her !
I det hele taget har Callum McCowatt haft en rigtig god indledning på sin tid i SIF.
– Jeg har nydt opstarten. Folk har været gode til at tage imod mig og oversætte til træningen. Jeg vil meget gerne lære sproget helt og kunne klare mig selv, men der har ikke været problemer overhovedet.
– Jeg lærer stadig Kent Nielsens idéer og spillestil at kende, men det falder mig meget naturligt – også fordi jeg spillede på en meget lignende måde i New Zealand. Så jeg føler som sagt, jeg er tæt på holdet, og jeg håber at kunne gøre en forskel fra start, som passende kunne blive mod Brøndby, siger Callum McCowatt.
Callum McCowatt blev hentet fra FC Helsingør til Silkeborg IF, hvor den newzealandske landsholdsspiller er blevet tildelt trøje nummer 17.