10. juli 2023

Kent N: Det er nu det bliver alvor

Kent Nielsen vil bruge træningskampen mod FC Helsingør til at snævre sig ind på sin idealopstilling til sæsonpremieren mod Brøndby.

Tirsdag spiller SIF sin tredje testkamp denne sommer, når FC Helsingør kommer forbi JYSK park.

Der er kampstart klokken 14.00, og der er gratis adgang på Danmarks smukkeste fodboldstadion.

Indtil videre har cheftræner Kent Nielsen prioriteret spilletid til hele truppen, men fra Helsingør-kampen begynder fokus for alvor at være på Brøndby-kampen 23. juli kl. 18.00.

– Det er nu, det bliver alvor. Forstået på den måde at vi begynder at spore os ind på vores startformation til 3F Superliga-kampen mod Brøndby. Vi har fået gode spillere ind udefra, så der er god konkurrence om pladserne, så det er nu, spillerne skal gribe chancen, siger chefen og fortsætter.

– Nu stod Fredrik Carlsen og Callum McCowatt bag et godt mål mod Sønderjyske i Tønder, og i det hele taget har jeg set meget godt fra vores nye spillere. Hidtil har vi prioriteret at få minutter i benene til hele truppen, men mod Helsingør vil jeg gerne se et mere normalt kampbillede, siger Kent Nielsen.

SIF-truppen mødte tilbage fra ferie i slutningen af juni, og Kent Nielsen er i det store hele godt tilfreds med silkeborgensernes opstart.

– Vi har fået en del nye ind, og vi har fået introduceret nye idéer. Jeg har jo mine tanker, men det har været rart at se de nye spillere i aktion, fordi det er jo spillerne, der definerer nuancerne i spillet med deres styrker og svagheder.

– Derudover har der været fokus på det fysiske aspekt, og jeg erkender gerne, vi har haft nogle tunge træninger, hvor der er bygget på fysikken. Men nu begynder vi at skifte fokus, og det kan være, spillerne synes, det er meget rart.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen