15. maj 2023

Flotte sejre til SIF’s U-hold

Simon Birch lukkede opgøret mod Sønderjyske for U19, der igen sejrede i en weekend, hvor SIF’s U-hold oplevede stor succes på ny.

SønderjyskE – SIF U19 1-3 (1-1)

Mål: Asbjørn Bøndergaard, Lasse Abildgaard og Simon Birch.

– Vi har været inde i en god periode de seneste tre uger, og den vej fortsatte vi ud ad i dag. Vi kom godt fra start med kampen og havde tre gode afslutninger i de første fem min. Derfor var det lidt ærgerligt, at vi ikke fik afviklet en bold i dybden ordentligt efter fem min., som SønderjyskE bragte sig foran på, siger U19 cheftræner Jesper Mikkelsen og fortsætter.

– Vi rystede det hurtigt af os, og Asbjørn Bøndergaard udlignede efter 20 min., da Nedergaard spillede ham helt fri i det lille felt. Kort før pausen fik de direkte rødt, da Asbjørn Bøndergaard blev stoppet på vej alene igennem. To min. efter pausen bragte Lasse Abildgaard os foran på endnu et oplæg fra Nedergaard. Det var som om, at føringsmålet fik os til at slippe lidt for gashåndtaget, og de kom mere med i kampen. Vi havde svært ved at forsvare på deres krydsbolde og efterfølgende indlæg, og det gav dem et par løse chancer, siger Jesper Mikkelsen og konkluderer.

– Vi fik kørt sejren i hus, da Simon Birch brød en bold fra deres keeper og sparkede bolden i kassen fra kanten af feltet. Det blev efter min mening en lidt for rodet forestilling i 2. halvleg, men vi så igen solide ud på den defensive struktur og mentalitet. Med fire sejre på stribe har vi spillet os 1 point fra 3. pladsen, så det tegner til en spændende afslutning inden de to sidste runder.

SønderjyskE – SIF U17 – 1-4 (0-0)

Mål: Selvmål, Julius, Bertram, Biller.

SIF U17 tog en tur til Sønderjyske, og holdet endte med at fortsætte de gode takter fra sidste uges udebanesejr mod FCN med endnu en sejr væk fra Søhøjlandet. Denne gang var det mere sikre tre point.

– I 1. halvleg dominerede vi med bolden og havde mange muligheder for at komme på måltavlen. Desværre manglede vi kynismen og den sidste kvalitet foran mål. Sønderjyske levede på lange bolde i bagrummet og var tæt på at straffe os, men vi fik afværget den på inde på stregen, siger U17-cheftræner Kim Leth Andersen og fortsætter.

– I 2. halvleg startede Sønderjyske med at lave et systemskifte fra 4-2-3-1 til 3-5-2. Om det var det, der rystede os eller manglende koncentration, vides ikke, men Sønderjyske kom hurtigt foran 1-0 på et mål, som vi ikke skulle have lukket ind. Heldigvis fik vi udlignet i minutterne efter. Målet kom efter, at Simon Stüker slog et hårdt indlæg ind på forreste område, og en Sønderjyske-spiller sendte den i eget net.

– Vi dominerede igen kampen, og vi ventede egentligt bare på, at vi selv kunne sende bolden i netmaskerne. Mulighederne var der igen. Heldigvis var skarpheden der for Julius Nielsen, som erobrede bolden fra en Sønderjyske-midterforsvarer, og Julius var stensikker alene med keeperen, siger Kim Leth Andersen og fortæller, hvordan kampen blev lukket.

– Bertram og Sebastian Biller lukkede kampen til 1-3 og 1-4, men vi var heldige med, at Sønderjyske ikke havde udlignet inden vores to mål, da de havde store muligheder, inkl. to stolpeskud. Heldigvis var det ikke tilfældet og vi tog de tre point.

– Alt i alt var det en kamp, hvor vi var bedst. Men også en kamp, som giver god læring i at være koncentreret hele vejen igennem. Også selvom man føler, man er bedst. Stor ros til drengene for indsats og måden at spille god SIF-bold på.

Sønderjyske – SIF U15: 2-2 (3-5 efter str.)

Mål: 2x Frederik Bunten

Det endte for anden uge i træk med et uafgjort resultat og efterfølgende sejr på straffe for SIF U15.

– Jeg synes, vi startede bedst og tog initiativ med bolden, og det var fortjent, at vi kom foran, da Frederik Bunten scorede på en flad afslutning fra feltkanten. Kampbilledet ændrede sig ikke, men Sønderjyske var alligevel farlig på omstillinger og direkte spil og skabte de største chancer i 1. halvleg, siger U15-cheftræner Peter Ager Kristensen og fortsætter.

– I flere omgange var vi for passive i vores defensiv og fik ikke afvist de dybe bolde specielt godt. Sønderjyske udlignede inden pausen og kom foran kort inde i 2. halvleg i en situation, vi burde have afværget. Efterfølgende viste vi god moral og trykkede på det meste af halvlegen. Frederik Bunten udlignede, da han chippede et langt hjørnespark fra Silas Pasgaard over i det fjerneste målhjørne.

– Vi jagtede sejren, og det var meget tæt på, at Noah Munkholm headede den i kassen mod slutningen. Det blev desværre ved uafgjort og igen var drengene stærke i straffesparkskonkurrencen med tre scoringer og tre brændte fra Sønderjyske. Der var flere gode præstationer i dag, men vi sled igen med at gøre det færdigt, og det var ærgerligt, at vi ikke kunne hente den sejr, vi hungrer en del efter. Det satser vi på, at vi kan fredag, hvor vi drager til Farum for at møde FC Nordsjælland.

SIF U14 – ACH 0-3 (0-1)

– U14 tog imod AC Horsens på vores første kamp på græs i år. Det var en flok motiverede drenge, som mødte ind og som var klar til at give alt, de havde i sommervarmen mod den gule fare. Det blev en kamp, som vi i store dele kan være godt tilfredse med, men hvor Horsens straffede os, da vi lavede store personlige fejl eller ikke var skarpe nok som hold. Så trods en udmærket indsats fra os, så lykkedes det os aldrig rigtigt at skabe de helt store chancer i kampen, imens Horsens var voldsomt kyniske foran vores mål og løber med sejren, siger U14-cheftræner Kasper Christensen og konkluderer.

– Det gør ondt at tabe, især når man som træner og spiller har en fornemmelse af, at der godt kunne ske at ligge noget til os i form af et resultat efter kampen. Det er hårdt at være U14 spiller for tiden, og som det typisk er med hold uden den store selvtillid i weekenden, så lukker vi for nemt mål ind og har det svært ved at skabe store chancer.

SIF U13 – Lyseng: 1-0 (0-0)

Mål: Kristian Bloch

– Første kamp i år på græs og i smukt solskin skulle vi forsøge at tage endnu en skalp på Talent Park. Vi vidste, at det ville blive en svær kamp. Så der var et stort fokus på at være aggressive og godt organiserede i vores erobringsspil og få længere periode med bolden. Erobringsspillet var ganske fornuftigt kampen igennem, hvor vi får sat nogle gode erobringer ind. Dette tvang Lyseng til at sparke ned i vores bagrum, som vores stoppere var meget fokuserede på, siger U13 cheftræner Nick Hansen og fortsætter.

– Vi havde kampen igennem svært ved at spille med bolden, da underlaget var meget nyt for drengene, og det gjorde, at de tekniske færdigheder blev udfordret på dagen. Men drengene indstillede sig på, at det ville blive en hård kamp, hvor fight og energi var i fokus. Og jeg er meget tilfreds med, at vi lagde en masse energi i arbejdsindsatsen, selvom det tekniske niveau (individuelt) var en udfordring for mange. Flot clean sheet af defensiven!

Se sejrsmålet fra U13-kampen mod Lyseng her.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Mandag d. 25.11. kl. 19.00
Scroll til toppen