Oskar Steinicke blev matchvinder, da SIF U19 spillede sig i pokalfinalen med en sejr over FC Djursland.
Pokalsemifinale: FC Djursland – SIF U19 1-2 (1-1)
Mål SIF: Alexander Priesborg og Oskar Steinicke
– Vi var ikke rigtigt klar til, hvad der mødte os i pokalsemifinalen i Grenå mod FC Djursland fra liga 1. Vores modstander bragte stor energi og fight ind i kampen og var farlige på standarder. De kastede alle indkast på vores første 1/3 langt ind i feltet, og det var også sådan, de scorede til 1-0 efter 12 min. Inden da havde de tilmed brændt et straffe. Vi udlignede kort efter på et hjørne. Derefter fik vi mere greb om kampen, men vi havde svært ved at skabe chancer. Det blev bedre efter pausen, hvor vi kom til mange indlæg og burde have scoret flere mål end det ene, der faldt efter en omstilling med et kvarters tid igen, siger U19-cheftræner Jesper Mikkelsen og fortsætter.
– Vi kom lidt under pres til sidst, da vi fik 2×10 min. udvisning, og på et tidspunkt var to mand i undertal.
– Jeg glæder mig over, at vi spillede os i finalen, men jeg er utilfreds med måden, vi afviklede kampen. Der var pres fra tilskuere, tvivlsomme dommerkendelser og en mere direkte form for fodbold, end vi er vant til, og vi formåede ikke at holde fokus på indsats og vores eget spil, slutter Jesper Mikkelsen.
Finalen spilles den 13. juni mod vinderen af Esbjerg – Viborg.