Silkeborg IF har indgået en traineeaftale med den talentfulde angriber Kevin José Bæk Knudsen.
Det blev en 15-års fødselsdag, som Kevin José Bæk Knudsen nok sent vil glemme.
På denne dag, søndag den 30. april, underskrev den talentfulde angriber nemlig en treårig traineeaftale med Silkeborg IF.
Kevin José Bæk Knudsen går på Sølystskolens Talent Team i 8. klasse og har tidligere spillet i HA85, og det er en spiller, som talentchef Peter Christian Hansen har store forventninger til.
– Kevin er en spiller, som er kendetegnet ved et naturlig angriber-instinkt. Han vil være i feltet for at lave mål. Derudover besidder Kevin fart og hurtige accelerationer, hvilket har overrasket mange.
– Kevin kommer fra vores samarbejdsklub HA85 og har taget springet ind til SIF og Sølystskolens Talent Team, hvor han går med mange af sine holdkammerater. Kevin har tidligere spillet årgange op og er også inde i DBU’s søgelys.
Jeg forventer, at Kevin fortsætter sin gode udvikling og får bygget på. Han skal klare springet til de ældre hold, hvor fysikken spiller endnu mere ind. Og så skal der fortsættes med at score mål, for det har Kevin alle forudsætninger for, siger SIF’s talentchef.
Kevin José Bæk Knudsen selv glæder sig over sin nye aftale.
– Jeg er stolt af og glad for at have fået muligheden for at få de næste tre år på plads, så jeg kan fokusere på at udvikle mig sammen med mine holdkammerater og alle de dygtige folk i SIF. Jeg drømmer om at blive dygtig nok til at spille for førsteholdet og score mål ved fantribunen, siger den hurtige angriber.