6. marts 2023

”Afslutningen var jo helt magisk”

På trods af ”SIFs dårligste kamp efter vinterpausen”, satte SIF tre point ind på kontoen efter en magisk afslutning, hvor tilskuerne gik amok. Læs reaktioner fra Kasper Kusk her.

– Vi spillede en dårlig kamp i dag, og det er klart den dårligste, vi har spillet her efter vinterpausen. Det var måske ikke helt fortjent, men vi havde de marginaler med os, som vi tidligere i sæsonen har haft imod os. Uanset hvad var det en utrolig vigtig sejr, som giver os en masse selvtillid til de kommende kampe. Afslutningen på kampen var jo helt magisk, og den måde, som tilskuerne gik helt amok på, var virkelig fedt at opleve. Det er ikke hver dag, vi får lov til at opleve en forløsning som den i dag, men oven på en dårlig kamp, hvor vi især var dårlige i første halvleg, er det bare fedt at opleve den afslutning, lød det indledningsvis fra en glad Kasper Kusk, der dog mente, at SIFerne halsede efter især i første halvleg.

– Vi var rigtig dårlige i første halvleg, hvor vi mistede mange bolde og ikke kunne spille os ud af deres pres, og det var helt fortjent, at de var foran ved pausen. Dog synes jeg, at vi kom bedre med i anden halvleg, hvor vi først fik scoret til 1-1 og til sidst til 2-1. Vi lykkedes bedre med vores eget spil, mens FC Nordsjælland måske også mistede noget energi i deres spil og overlod initiativet til os, og så forsvarede vi os måske generelt en smule bedre i dag, end de gjorde, lød det uddybende fra Kasper Kusk, inden han kommenterede på SIFs forberedelse på Superligaens aktuelle førerhold.

– Vi havde forventet, at de ville presse os højt, men jeg havde ikke regnet med, at vi ville få så svært ved at spille os igennem deres pres. Vi var også fint tilfredse med, at vi kun var bagud 1-0 ved pausen, fordi selv om Nordsjælland havde været gode i første halvleg, kan alt ske i fodbold, og det beviste vi i anden halvleg. Vi rettede nogle ting i pausen, så vi tilpassede os deres spil bedre, og det gav heldigvis pote. Selv om de har fået ny cheftræner i FCN, havde vi forberedt os på, at de ville ligne sig selv. Deres koncept er det samme, og de har stadig en masse gode spillere og profiler, som kan ændre fodboldkampe, og det var vi forberedte på. De var uheldige i dag, og vi var heldige. Sådan er fodboldkampe nogle gange, lød det konkluderende for Kusk, inden han så frem mod de resterende kampe i grundspillet.

– Det var en rigtig vigtig sejr i dag. Vi har et hårdt program her efter vinterpausen, så at kunne få en sejr i dag er rigtig vigtigt. Vi var lidt uheldige i de to første kampe, hvor vi følte, at vi kunne have fået mere med, og hvor vi ikke følte, at vi havde scoret det antal mål, som vi fortjente. I dag scorede vi måske flere mål, end vi fortjente, men vi står med tre point nu, og det er supervigtigt, lød det til sidst fra en tydeligt glad Kasper Kusk.

Interview: Anders Mathiasen

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen