Silkeborg IFs U17-mandskab fik 4-4 mod FC Midtjylland i weekenden blandt andet på scoring af Lasse Abildgaard i et forrygende comeback. U19 tabte 1-7 (!) til samme modstander.
U19: Silkeborg IF – FC Midtjylland 1-7 (0-2)
Mål SIF: Asbjørn Bøndergaard
– De første 30 minutter var meget lige, og vi fik faktisk flyttet spillet fint op på deres halvdel, hvilket gav os en del hjørnespark, som vi var tæt på at score på. De scorede begge mål inden pausen efter omstillinger, som vi ikke fik lukket ned – det første på et efterfølgende straffespark. Deres mål efter 55 og 65 minutter knækkede os, og vi faldt fuldstændig fra hinanden i kampens sidste tredjedel. Jeg er ærgerlig over, at vi faldt så voldsomt fra hinanden efter en ellers udmærket start, og vi har et stort opsamlingsarbejde inden næste uges udekamp i Brøndby, siger U19-cheftræner Jesper Mikkelsen.
U17: Silkeborg IF – FC Midtjylland 4-4 (2-1)
Mål SIF: Lasse Abildgaard, Bertram Binggeli, Sebastian Biller, Sebastian Laustsen
– Vi starter kampen dårligt, og FCM kommer fortjent foran 1-0, men som første halvleg skrider frem, kommer vi mere med i kampen og får også scoret to flotte mål på omstillinger. FCM ændrer lidt i deres pres, hvilket vi har svært ved at løse, og de kommer også fortjent foran 4-2 på to omstillinger, hvor vi ser alt for passive ud. Hvad der så sker fra det 90. minut og frem, er der vist ingen på stadion, som kunne havde forudset. Først får Biller tilkæmpet sig et straffespark og scorer sikkert på det – og i det 93. minut laver Thanning et godt indlæg til bageste stolpe, hvor Sebastian Laustsen var løbet med frem. 4-4! Vi vinder endda den efterfølgende straffesparkskonkurrence. Det var en kamp, som blev spillet med masser af tempo og med masser af fight, hvor vi ikke er helt tilfredse med vores spil med bolden. Men drengene skal have stor ros for deres indstilling til at kæmpe til det sidste, siger U17-cheftræner Kim Leth Andersen.
.