I 2007 tabte SIF med 4-6 mod AaB på det gamle Silkeborg Stadion – i dag tog reserverne hævn og vandt med samme cifre i en kamp, hvor Alexander Lind fik comeback.
Mandagens reservekamp mellem SIF og AaB udviklede sig til et sandt målorgie. SIF trak sig sejrrigt ud af testkampen med tenniscifrene 6-4 i en kamp, der nemt kunne have set endnu flere mål.
Det var ellers nordjyderne, der kom bedst fra start, da Milan Makaric i kampens 9. minut bragte AaB foran på lidt af en tilfældighed. Efter føringsmålet stod der SIF på mere og mere af menuen, og allerede 10 minutter senere kunne Tonni Adamsen på et flot skud uden for feltet bringe balance i regnskabet – og takket være to sene mål signeret Alexander Busch og Sebastian Jørgensen formåede SIF at gå til pause foran 3-1.
De første 10 minutter af anden halvleg bød på hele fem mål, hvor Anosike Ementa først scorede til 3-2, inden SIF med tre mål på tre minutter bragte sig i front med hele 6-2. Det skete efter scoringer fra Anders Dahl, Mads Kaalund og igen Tonni Adamsen, før Louka Prip reducerede til 6-3.
I kampens 62. minut gjorde Alexander Lind comeback i SIF-trøjen efter længere tids skadespause, og den unge angriber kom da også frem til en solid chance, som dog ikke førte til mål.
I kampens sidste tredjedel formåede AaB i stedet at spille sig mere og mere med i kampen. Louka Prip sendte et straffespark på overliggeren, men lykkedes i kampens 84. minut på et flot frisparksmål med at reducere til 6-4, som også blev kampens resultat.
Reserveholdskamp, 3. oktober 2022 på JYSK park
Silkeborg IF – AaB 6-4 (3-1)
Mål: 0-1 Milan Makaric (9), 1-1 Tonni Adamsen (20), 2-1 Alexander Busch (41), 3-1 Sebastian Jørgensen (44), 3-2 Anosike Ementa (48), 4-2 Anders Dahl (51), 5-2 Mads Kaalund (53), 6-2 Tonni Adamsen (54), 6-3 Louka Prip (55), 6-4 Louka Prip (84).
SIF: Oscar Hedvall, Robin Østrøm (62: Jonathan Pank), Alexander Busch, Andre Calisir (62: Emil Thyregod), Lukas Klitten (62: Markus Baggesen), Anders Dahl, Andreas Oggesen (62:Malthe Wallin), Mads Kaalund (62: Simon Ryberg), Sebastian Jørgensen (45: Theodor Hoffmeyer), Asbjørn Bønnergaard (45: Magnus Bøttker), Tonni Adamsen (62: Alexander Lind).