Mark Brink var efter torsdagen 1-1 mod HJK Helsinki reflekteret nok til at rose de finske modstandere for deres rutine og skarphed.
Midtbanemanden Mark Brink spillede hele kampen torsdag aften mod HJK Helsinki, da SIF spillede 1-1 med finnerne – og dermed missede chancerne for at spille i Europa League.
– Vi spillede en kamp, hvor vi gav os selv muligheden for at gå videre. Vi spillede rigtig godt i dag, hvor især første halvleg var god. Indsatsen og spillet er noget af det bedste, vi har leveret i sæsonen – og som vi spiller i dag, bør vi gå videre. Umiddelbart efter målet var alle ret målløse, og der var stille i omklædningsrummet i pausen, for vi følte, at vi havde spillet en god halvleg, men alligevel var bagud. Det var skarpheden i feltet, der manglede i dag, for med de chancer vi skabte, burde vi gå videre, konstaterede Brink, inden han kommenterede på dagen modstander HJK Helsinki.
– Et eller andet sted er det det bedste hold, som ender med at gå videre. Helsinki scorede flere mål, end vi gjorde, og det er nu engang dét, som fodbold handler om. Derudover var det tydeligt, at de vidste, hvordan man skal spille europæiske kampe – de var utroligt rutinerede i deres spil. De kom for at få et resultat, og det lykkedes de med. De arbejdede hårdt og gjorde det svært for os, men på trods af dét synes jeg, at vi løste det godt i dag – det var bare det sidste, der manglede, kommenterede Brink, inden han kom med en vurdering af holdets chancer i Conference League.
– Hvis man for et år siden havde sagt, at vi om et år ville ligge nummer 1 i Superligaen og skulle spille europæisk gruppespil, kunne man ikke finde en eneste person i klubben eller byen, som ikke ville tage imod det. Vi spillede en god kamp i dag, og vi tror på, at hvis vi spiller sådan her fremover også, kommer vil til en turnering, hvor vi kan spille med om de sjove pladser. Det bliver fedt at komme ud og prøve kræfter med europæisk fodbold og se, hvor gode vi er i forhold til nogle storhold, der måske også gerne vil spille lidt mere fodbold end HJK, sluttede en skuffet, men alligevel fattet, Mark Brink.
.