Torsdag aften spillede NK Maribor returkamp ude mod HJK Helsinki, og med en samlet sejr på 3-0 står det klart, at Silkeborg IF skal op imod finnerne i kampene om kvalifikation til Europa League.
Første kamp spilles i Helsinki på Bolt Arena torsdag den 18. august klokken 19.00 (18.00 dansk tid), mens hjemmekampen på JYSK park spilles torsdag den 25. august klokken 18.30.
Billetsalget til hjemmekampen er allerede åbent med forkøbsret for sæsonkortholdere og abonnenter på https://billet.silkeborgif.com/ – det almindelige salg åbner fredag morgen kl. 10.00.
Der vil hurtigst muligt blive meldt forskellige muligheder ud for, hvordan man rejse til Helsinki og støtte SIF i det første europæiske eventyr i 21 år, information om samlingspunkter for SIF-fansene m.v.
HJK Helsinki
Helsinki er den finske hovedstad og største by i landet med næsten 650.000 indbyggere i selve Helsinki – og 1,4 millioner indbyggere i hele hovedstadsregionen. HJK Helsinki er Finlands mest vindende klub og har siden stiftelsen i 1907 vundet hele 31 mesterskaber, 14 pokaltitler og 5 liga cup-titler.
HJK Helsinki spiller på kunstgræs på Bolt Arena, der har en kapacitet på 10.770 tilskuere. HJK Helsinki er den eneste finske klub, der har nået gruppespillet i UEFA Champions League, hvilket skete i 1998. HJK har flere spillere i truppen, som kender til dansk fodbold. Paulus Arajuuri med en fortid i Brøndby IF, Jukka Raitala, der har optrådt i FC Vestsjælland og AaB, samt Pyry Soiri, der spillede to sæsoner i Esbjerg fB.